Seeking the Bulletproof

Mattæus 13,44: Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

Jøderne havde en klar forventning om Guds rige. Måske de savnede det omdømme, de havde haft, hvor de kunne banke alle naboerne, og hvor de ikke behøvede betale skat til hedenske romere. Eller måske de var klar over, at Gud ville indstifte et særligt rige, som aldrig skulle forgå, og som ville overgå alle de riger, deres forfædre havde været i. Uanset hvad forventningen var, så var det denne forventning, Jesus addresserede i mange af sine lignelser.

Han sagde: “Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark.” På den tid var det ikke unormalt, at man gemte sine værdier i marken. Skulle huset blive røvet, eller skulle fjenderne erobre landet, så ville smykkerne ligge skjult, indtil de evt. kunne vende tilbage. Problemet var bare, at man også havde det med at glemme, hvor de var gemt, fordi de var gemt så godt – et problem vi nok alle kender til, når der er blevet ryddet op i vores ting, og vi pludselig mangler negleklipperen eller opladeren.

Men en fyr opdagede, at en mark var et rent skattekammer, og han solgte alt, hvad han ejede for at få fingre i marken, så han også kunne få skatten. Hvorfor ikke bare begynde at grave skatten op uden at købe marken? Et selvfølgeligt svar var, at det ikke var hans mark. Dette havde dog ikke holdt alle tilbage. Måske Jesus kendte en anden version af historien, hvor manden faktisk ikke gad købe marken, men bare gik i gang med at grave. Overdænget med jord, mudder og skidt stod han til sidst med en trillebør (eller hvad man havde i stedet dengang) fyldt med smykker, guld og ædelsten.

Højst sandsynligt ville manden dog blive opdaget af ejeren, der ville spørge: “Hvad er det der?” Som god løgner kunne han så naturligvis svare: “Det er ikke en skat.” Og ejeren kunne spørge: “Hvor har du den fra?” Og den mudderdækkede løgner kunne have fortsat: “Jeg har den ikke fra din mark.” Men han var nok blevet gennemskuet, og resultatet havde nok ikke været rart. Ejeren ville formodentlig kræve at få skatten, påstå at det var hans, fordi den havde ligget i hans mark. De fleste mennesker ville ikke gå ind i sådan en diskussion, men hvis skatten er stor nok, så er man måske alligevel villig til at argumentere for sit ejerskab?

“Det er min skat, selv om jeg fandt den i din mark – fordi godt nok var den i din mark, men nu er den i min trillebør (kærre), og hvad der ligger i min trillebør (kærre) tilhører jo mig.” Måske ejeren som svar havde startet en retssag. Eller måske han bare havde plukket øjet ud på ham. “AAARGH!! Hvad laver du? Mit øje?!” Og ejeren af marken (og skatten) bruger den nye logik, han lige har lært: “Ikke dit øje længere. Det sad godt nok i dit hoved, men nu sidder det mellem mine to fingre, og hvad der sidder mellem mine fingre tilhører jo mig.” De kunne i givet fald have byttet skat og øje, og manden dækket med mudder kunne have glemt alt om at få fat i skatten – det ville endda være for sent at købe marken.

Når man ser en skat, der er så stor og værdifuld som Himmeriet, så handler man ikke dumt eller overilet. Man tænker sig nøje om og gør, hvad der er snedigst, og hvad der også holder bedst juridisk og moralsk. Når først man har købt marken, så er der ikke længere nogen, der blander sig i, hvad man finder i den, fordi så kan man med god samvittighed påstå, at den faktisk tilhører én selv, og at man har fået den på helt retfærdig vis. Man tøver heller ikke med at sælge alt, hvad man ejer, for når det kommer til stykket, så er der ikke noget, man ejer, som man ikke kan undvære – når bare man får Himmeriget til gengæld.