Seeking the Bulletproof

Historien om den rige mand handler ikke bare om Loven, ikke bare om penge og rigdom og ikke bare om kameler. Historien handler først og fremmest om at blive retfærdig ved at tro på (og derved følge) Jesus Kristus. Kun for ham er frelsen mulig.

Lad os tage historien fra en ende af. Og for ikke at gøre den for ensidig, så tager jeg den fra både Matthæus og Lukas, selv om de det meste af vejen skriver det samme om denne hændelse, dog med nogle små variationer, der egentlig gør historien lidt mere interessant, særligt til sidst.

v16 Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« (Matt 19,16)

v18  Og et medlem af jødernes råd spurgte Jesus: »Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« (Luk 18,18)

Hvad stiller Jesus op med et spørgsmål, når selve grunantagelsen i spørgsmålet er forkert? I dette tilfælde er det antagelsen om, at det man gør har betydning for, om man bliver frelst. Som I næsten alle andre situationer, så giver Jesus dog ikke det mest selvfølgelige svar – han stiller i stedet et nyt spørgsmål.

v17  Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« (Matt 19,17)

v19  Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. (Luk 18,19)

Én er den gode. Hvem taler han om? For en jøde kunne der ikke være nogen tvivl, da et motto, der går igennem hele Det Gamle Testamente, lyder “Gud er én”. Gud er den gode, og mens Jesus var på jorden refererede han til Faderen med navnet Gud. I samme mundfuld synes Jesus at udelukke alle andres godhed, selv sin egen, måske fordi han endnu ikke har bragt Gud sit offer på korset og derved bevist sin retfærdighed. Dermed er også den rige unge mand udelukket.

Alligevel går Jesus med på mandens tankegang, han møder ham så at sige, hvor han selv er, og med den teologi, han selv besidder. Den totale overholdelse af budene sættes op som kriteriet for frelsen, at “gå ind til livet”.

v18  Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: » ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, v19  ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ « (Matt 19,18-19)

v20  Du kender budene: ›Du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke begå drab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ (Luk 18,20)

I uddybelsen af hvilke bud, Jesus taler om, kommer han med en klar reference til De ti Bud. (2 Mos 20; 5 Mos 5) I Mattæus’ beretning tilføjer han opsummeringen, “Du skal elske din næste som dig selv.” Dette er ikke et tillægsbud som sådan, men en simpel uddybelse af hvilket princip, der ligger bag de nævnte bud. (Rom 13,9; Gal 5,14)

Som vi allerede har læst, så satte Jesus denne standard op for manden i denne situation. “Hold De ti Bud, så skal du gå ind til livet,” kunne han (næsten) have sagt. Men dialogen fortsætter:

v20  Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« (Matt 19,20)

v21  Han sagde: »Det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.« (Luk 18,21)

Min kørelærer havde en meget hjemmelavet moral, f.eks. kunne han godt finde på at sladre om sine andre/tidligere elever i teoritimerne. Om en pige fortalte han dog en historie, der nok er et godt eksempel i denne sammenhæng. Hun var til køreprøve, da hun kom til et kvarter med en masse højre vigepligter. Hun stoppede op, kiggede nøje til højre og tjekkede, at der var fri bane, før hun kørte videre. De næste tre højre vigepligter overså hun dog totalt – troede motorsagkyndige. I virkeligheden havde hun bare ignoreret dem, fordi “nu havde hun jo vist ham ved første vigepligt, at hun godt kunne finde ud af det”.

Det samme gør sig nok gældende, når en mand siger “Det har jeg holdt alt sammen” med reference til budene. Det relevante spørgsmål er ikke, om han har holdt dem, men om han har brudt dem. Ifølge Lukas indrømmer han tilmed sine brud ved at svare “lige fra min ungdom”, altså havde han brudt dem før da. Og med en viden om den menneskelige natur kan vi jo være sikre på, at han også har brudt dem efter sin ungdom.

Men han føler sig alligevel fuldkommen, fordi han trods alt kan demonstrere, hvordan de holdes – som pigen til køreprøven.

v21  Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« (Matt 19,21)

v22  Da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Én ting mangler du endnu: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« (Luk 18,22)

Dette er et af historiens mere omdiskuterede punkter. Hvad sker der her? Tilbyder Jesus rent faktisk manden fuldkommenhed? Nogle kristne er decideret bange for udtalelser som denne, der lyder det mindste legalistiske. De har det hårdt, for bibelen vrimler faktisk med dem, især Det Nye Testamente. Måske fordi det var sådan, man talte, altså selve det religiøse sprog var meget absolut. En anden grund kan være, at det var den mest effektive måde at få gjort opmærksom på nåden – nemlig ved først at afsløre menneskets utilstrækkelighed ud fra loven og de skarpe krav, så de kunne indse deres behov for nåden. (Rom 3,19-20)

Nogen vil dog læse denne beretning og indvende med ordene: “Nej, Jesus siger godt nok ‘Vil du være fuldkommen’, men dermed siger han jo ikke noget om, at manden nødvendigvis bliver det, hvis han gør, hvad han får besked på”.

Hvis det er en sand fortolkning, så er Jesus dog efter min bedste overbevisning en løgner. Enhver der hører sådan en formulering antager, at det er et tilbud – og med rette! Jeg spørger heller ikke min gode veninde, om hun vil have et stykke tyggegummi, bare for at stikke pakken i lommen uden at give hende et. Så havde jeg da løjet om, hvorvidt jeg ville give hende et!

Altså er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at Jesus her tilbyder manden en form fuldkommenhed. Endnu mere radikalt, han tilbyder det i bytte for en handling! Men spørsmålet er så: Hvilken handling?

Manden skal opgive alt, hvad han har på Jorden og sætte sin lid til Jesus. Dette er det eneste bud, som alle syndere mangler at følge, før de er fuldkomne i Guds øjne. Det er det, der hedder “Retfærdiggørelse ved tro”. Ved at tro på Jesus erklæres vi for fuldkomne af Gud selv. (Rom 3,21-26) Budet er at opgive sig selv til fordel for Jesus Kristus.

v22  Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. (Matt 19,22)

v23  Da manden hørte det, blev han fortvivlet, for han var meget rig. (Luk 18,23)

Desværre er det ikke alle, der tør tage skridtet. Manden ved, at det er det rigtige at gøre. Ellers var han gået bort med apati og ligegyldighed, måske en arrogant glæde, men i stedet ser vi, at hans reaktion er bedrøvelse eller – som Lukas siger det – fortvivlelse.

v23  Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. v24  Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« (Matt 19,23-24)

v24  Da Jesus så, at manden blev fortvivlet, sagde han: »Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige. v25  Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« (Luk 18,24-25)

Man kunne se på vers 23 (Matthæus) og fundere over ordet ‘vanskeligt’, måske endda konkludere, at selv om det er vanskeligt, så er det måske ikke umuligt? Men svaret kommer vers 24, når Jesus kommer med proportionerne, en kamel og et nåleøje.

Da jeg var lille forestillede jeg mig altid en synål, sådan én man kunne bruge lang tid på at prøve at stikke en tråd igennem, når jeg hørte denne historie. Dog spekuleres der i, at Jesus talte om en bestemt type port eller dør, hvor en kamel kun kunne komme igennem, hvis man fik den tvunget ned på knæ.

v25  Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« (Matt 19,25)

v26  De, der hørte det, sagde: »Hvem kan så blive frelst?« (Luk 18,26)

Min professor i Bible and Ethics sagde her den anden dag, at de mest adresserede etiske problemstillinger i evangelierne er gæld og fattigdom. Dette er, hvad Jesus snakker mest om. Men hvis dette var så udbredt, som det var, så kan disciplenes spørgsmål godt vække undren. Mange ville kunne komme i himlen efter den standard, da ‘de rige’ var en minoritet.

Jødernes historie kan dog være med til at besvare spørgsmålet. Stort set alle historiske patriarker og helte havde stor rigdom, ikke fordi de ragede til sig, men fordi Gud velsignede dem med det. Hvis en rig mand ikke kan komme i himlen, så havde Job, Abraham og Salomo og resten af flokken fra Israels historie heller ikke adgang til livet. Og hvis ingen af disse værdige forfædre fra Israels stolte historie havde adgang, hvordan skulle disciplene så kunne regne med at få det?

Hvad vi må indse, når vi læser denne historie, er, at disciplene formodentlig var lige så legalistiske og regelorienterede som den rige unge mand, der gik bedrøvet bort. Deres forfærdelse grunder ikke bare i fænomenet rigdom – de havde nok andre og større problemer end deres materialle gods, som de netop havde efterladt sig i deres vandring med Jesus.

Angsten grunder i en bekymring for, om mennesker skal leve op til en standard. For hvis der er en gerningsorienteret standard for frelsen, så er der ikke mange, der føler sig sikre på, at de kan klare den. Selv ikke den rige unge mand, der ellers syntes, at han var godt på vej. Og det er denne bekymring, der leder til Jesu pointe:

v26  Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« (Matt 19,25)

v27  Han svarede: »Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.« (Luk 18,27)