Seeking the Bulletproof

Jeg indleder helt bevidst med en ufærdig titel. Følgende indlæg var interessant at skrive, ganske enkelt fordi jeg kan se, hvor meget jeg selv har flyttet mig over de seneste par år.

Synden er her stadigvæk. Dette er jeg fuldt ud indforstået med, og jeg nikker også gerne anerkendende til dens omfang og følger. Synden er en menneskelig tilstand, der resulterer i dårlige tanker og handlinger, som ligeledes kan defineres som synd(er). Synden er også den forbandelse, verden ligger under (orkaner, epidemier, giftige dyr, osv.). Eskatologisk set har synden et resultat, nemlig død og evig fortabelse. Mit “men” går ikke på noget af dette, men på spørgsmålet om forkyndelsen for de ikke-troende.

Nåde uden syndserkendelse?

For mange kristne, så giver budskabet om nåden ikke mening uden syndens eksistens. Lad følgende være en demonstration af deres tankegang og vid, at jeg selv havde det på samme måde længe:

Hvordan kan man tale om at blive frelst, hvis man ikke er klar over, hvad man egentlig bliver frelst fra? Det er som at forkynde “Gud vil vaske dig” for mennesker, der tror, de allerede er rene. Eller det er som at sige “Gud frikender dig” til en mand, der – så vidt han ved – aldrig har gjort noget forkert og ikke anede, han var under anklage.

Reaktionen på sådan en forkyndelse må nødvendigvis være undren. Nogle mennesker bliver naturligvis fornærmede. “Jeg trænger så absolut ikke til at blive tilgivet!” vil de måske indvende. Konklusionen synes at være, at når anerkendelsen af synden mangler, så er der heller ikke meget rum for nåden. Det er ikke at disse mennesker mener, at de fortjener tilgivelsen, som nogle kristne udlægger det – det er snarere, at de ikke kan se, de har brug for den.

Et standpunkt i forhold til evangelisation

Hvad følger heraf er, at nogle kristne derfor lægger hele deres vægt på forkyndelsen af synd og lov. De beslutter sig for, at det må være deres primære budskab, når de konfronterer ikke-troende og religiøst søgende. Ligesom jøderne startede med mange års hårdt teokrati uden nåde (Israel), sådan må også søgende afmåles af Kristi lovs forlængede arm, så de kan indse, at de er syndere. Først derefter – når syndserkendelsen altså er helt hjemme – vil det være tid at lufte budskabet om Guds nåde. Jeg har selv været derude og min nøgletekst var snuppet fra Romerbrevet:

v19  Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. v20  For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse. (Rom 3,19-20)

Min forståelse af loven er, at den netop var med til at opdrage jøderne til at indse deres synd. Denne opfattelse er blevet udvidet og mere nuanceret, og jeg har især fået øjnene op for det faktum, at ovenstående skriftsted ikke handler om mission, evangelisme og forkyndelse whatsoever.

Men dette er ikke desto mindre en metode, jeg læser mellem linjerne på flere kristne blogs, og dette har nok været medvirkende til, at jeg har måttet se mig selv lidt mere i øjnene på det her punkt. Jeg vil undgå at nævne navne for det tilfælde, at jeg fejlfortolker, hvad andre skriver. Jeg tror dog, at nogle af forfatterne kunne finde på at kigge med her og nok ville føle sig truffet – måske endda skrive en bemærkning?

Dette er nemlig et meget anvendt kritikpunkt mod mange af de bredt anerkendte kristne prædikanter (fx Rob Bell, Rick Warren og Brian McLaren): At deres evangelisation slækker på forkyndelsen af den menneskelige tilstand, selve synden, og at de derfor ikke prædiker det sande (eller fulde) evangelium. Ord som “vranglærere” og “falske profeter” er ikke sjældent brugt af disse bloggere.

At slå folk med loven

Der er nogle helt selvfølgelige indvendinger, som kristne med denne indstilling til forkyndelse nok ofte hører, og disse er naturligvis ikke altid fair.

På den følelsesmæssige front vil de ofte blive beskyldt for at være kyniske, for ikke at have hjertet med i deres lære, måske ligefrem for ikke at være åndelige, mens nogen vil sige, de er alt for intellektuelle. Dette er unfair – måske især det sidste – men det er desværre en naturlig respons fra kristne, der ser tro og religion som noget, der altid skal være behagelig og let at sluge. Og at høre at man er syndig, det er naturligvis ubehagelig og bitter føde, uanset hvem man er – så meget desto mere for folk, der ikke i forvejen er klar over det.

Det har derfor også en stærk effekt på dem, der i forvejen er lidt skeptiske overfor religiøs forkyndelse i almindelighed, altså moderne sekulariserede mennesker. Hvor lovforkynderne (som jeg tillader mig at kalde dem fra nu af) har en forventning om, at disse mennesker vil blive jordet med loven og dermed gøres mere klar til at få nåden, så lukker de i stedet ørerne og forlader kirkerne i protest.

Det virker ganske enkelt ikke at slå folk i hovedet med loven. Det skaber ikke syndserkendelse, men vrede. Budskabet, der bliver prædiket er selvfølgelig sandt – vi er jo alle syndige – men hvad har vi opnået, hvis alle folk vender sig væk og ikke vil høre mere?

Nåde kan stå alene i begyndelsen

Samme effekt ser man til gengæld ikke, når der prædikes om nåde, og når synden udelukkes. Som nævnt har jeg flyttet mig en del i denne diskussion og vil i dag påstå, at aspekter af nåden faktisk godt kan sive ind, selv uden referencer til synden! Dog ikke det hele, da nådens største mirakel nemlig er, at Gud elskede os, mens vi endnu var syndere. (Rom 5,8) Men dele af den kan!

Nåden defineres af mange som “det vi får, som vi ikke har fortjent”. På engelsk taler man om grace, som kommer af det latinske gratia. Ordet kender vi også på dansk, gratis. Altså noget, som vi har fået, men som vi ikke har betalt for.

Når vi modtager noget gratis, så er det pr. definition en gave. Medmindre vi stjæler det – at du tager nogle vindruer og putter dem i lommen i det lokale supermarked, det bliver vindruerne ikke gratis af, og de kan altså ikke opfattes gaver, snarere tyvekoster. Altså står det klart, at (1) en gave gives af den retmæssige ejer, og (2) han skænker den godvilligt i sin nåde.

Som du kan se, så kan nåden til en vis grad beskrives uden synden. For ligesom Gud giver livet til os som nådegave, sådan gav han det også til den syndfrie Adam, da han blæste livsånden i hans næsebor. Vi fortjener intet, der er Guds, og vi begrunder det ofte med, at vi er syndige. Hvad vi glemmer er, at Adam, som var syndfri, også fik det hele som en gave, uden at han havde gjort sig fortjent til det.

Gaven synes selvfølgelig knap så betydningsfuld uden synden. Alligevel er det langt at foretrække i begyndelsen frem for den lange prædiken om lov og synd. Hellere at de søgende får en lille gave i begyndelsen, end at man de første mange år kun modtager fordømmelse. Hellere at folk får kærlighed og opmuntring, and at de får knust både ego og selvværd. Lad os først og fremmest lære dem, at Gud har skabt dem, at han derfor elsker dem, og at han faktisk ønsker dem det bedste i hele verden.

Erkendelsens vækst og nådens vækst

Jeg behøver næppe bruge mange kræfter på at beskrive, hvordan reaktionen er hos et menneske, der kun har hørt om lovens fordømmelse. Enten bliver han legalistisk hellighedsentusiast, der fokuserer på andres fejl for ikke at se sine egne i øjnene – eller også slutter han sig til de militante ateister, der kan give ham de bedste skulderklap og fortælle ham, at han slet ikke er så slem, som de kristne siger.

Men hvordan ser rejsen ud i det andet tilfælde, hvor nåden blev forkyndt, før synden overhovedet kom ind i billedet? Jeg har mine ideer, selv om jeg ikke er ekspert på området. Det er dog klart et billede, jeg foretrækker.

Der er selvfølgelig de ekstreme, der aldrig ser synden i øjnene. Disse kristne finder sjældent en reel hvile i nåden, men lever mere deres kristenliv på sensationer, mirakler, tungetale, sjove talere, fed musik og hyggelige venner. Men heldigvis er der også en del, hvor synden faktisk træder i fokus, lidt af gangen. Disse oplever som en rutschebanetur, at Guds nåde bliver større og større, desto flere synder de opdager, at han har tilgivet dem for!

Så for at stille det lidt i kontrast. Lovprædikanterne ser helst, at denne åndelige vækst eller erkendelse sker på én gang – med et smæld – når de troende først er nået til en smertefuld erkendelse af deres syndighed. (Men reelt er der ikke mange, der når så langt.) Nådeprædikanterne ser dog helst, at deres lyttere vokser stille og roligt og går igennem en lang, men i det store hele berigende proces, hvor nåden erkendes proportionelt med syndigheden.

Et grundlæggende spørgsmål her er nok også: “Hvordan arbejder Helligånden i mennesker?” Men den kan vi tage op en anden gang.

Verdens folk skal hade jer

Kristenheden gør altså sig selv en bjørnetjeneste, hvis den i for stor grad prædiker lov med det formål at skabe syndserkendelse. En aggressiv lovvægtig introduktion til evangeliet afføder kun en stærkere opposition i form af militant ateisme. Militant ateisme (Dawkins, Hitchens, m.fl.) er nemlig blomstret frem de senere år som den helt naturlige respons til militant kristendom, der med skældsord kendetegnes som “kristen fundamentalisme”.

At sande kristne hades af verden og af folk af verden burde naturligvis ikke komme som en overraskelse, da bibelen har advaret os om dette. (1 Joh 3) Netop derfor opfordres vi også til at være “snilde som slanger og enfoldige som duer”. (Matt 10,16) At verden skal hade os er ikke et mål, vi styrer efter, men derimod de dårlige arbejdsforhold, vi bare må finde os i.

Betragter vi verdens forfølgelse af os som et kvalitetsstempel i sig selv, så er vi derfor grimt afsporet. Verden hader jo også Scientology, men det ændrer ikke på, at religionen er en omgang dårlig science fiction sludder – oprindelig forfattet af L. Ron Hubbard, der havde væddet med nogle venner, om han kunne tjene penge på en hjemmelavet religion.

Vores ansvar i missionen

Hvad vi må forstå, når vi addresserer folk, der ikke er kristne, er, at Gud elsker alle mennesker, og han ønsker, at alle skal frelses. Som hans disciple – og som mennesker – står vi med ansvaret for folks sjæle. Det er ikke alle mine kristne venner, der bryder sig om den holdning (og er enige med mig i den), da det synes at være et bidrag til teodicéproblemet. “Hvordan kan en god Gud dog gøre os ansvarlige for andre menneskers frelse?”

Men dette er ikke desto mindre, hvad bibelen lærer os: Jeg har et ansvar for, om andre bliver frelst, fordi jeg kan vælge at dele (budskabet om) nåden med dem eller lade være.

Det kan synes mærkeligt, at jeg nævner det i denne sammenhæng, fordi dette siger ikke så meget om, hvad der er bedst at forkynde. Jeg føler dog, det er værd at pointere, at jeg med min måde at forkynde på deler denne bekymring og pligtfølelse med dem, der forkynder anderledes. Jeg tror, at mange af os gør vores bedste. Vi forkynder efter vores bedste forståelse af, hvad der virker, hvad der skaber interesse, hvad Helligånden vil sige, og hvad folk har behov for i den aktuelle kontekst.

Lad os derfor ikke kalde hinanden vranglærere og falske profeter, så længe vi peger mod én og samme Kristus.