Hvad kærlighed ikke er februar 22, 2008
Posted by Lars in Kærlighed, Sex.trackback
Jeg lærer hele tiden noget nyt om Gud. Selv de mest basale ting synes at blive klarere for mig. Jeg får nogle gange den tanke, at jeg har hørt det hele, men det har jeg selvfølgelig ikke. Og selv hvis jeg har, så husker jeg ikke det hele. Én af de ting, jeg stadig bliver klogere på, er kærlighedens karakter. Guds karakter, om man vil.
Grækerne havde forskellige ord for kærlighed. De fleste kristne har sikkert hørt, at der er rimelig stor forskel på ‘eros’ og ‘agape’. I stedet for at gribe kærligheden an, rent verbalt, så vil jeg dog fremhæve to historier i bibelen, der har lært mig nogle ting om kærlighed, og som jeg ofte brugere som påmindelser. Mest af alt har de lært mig at skelne mellem sand kærlighed og egoistisk kærlighed (som ikke er rigtig kærlighed).
Amnon og Tamar
For eksempel er der historien om Davids søn, der blev forelsket i Tamar, selv om de var i tæt familie. (Læs den i 2 Samuelsbog 13) Han spillede derfor syg og lokkede hende ind til sig, men det eneste han fejlede var et sygeligt begær.
v11 Men da hun satte dem frem for ham, for at han skulle spise, greb han fat i hende og sagde: »Kom og lig hos mig, søster!« v12 Hun sagde: »Nej, bror, du må ikke voldtage mig; det gør man ikke i Israel. Så nedrigt må du ikke bære dig ad. v13 Hvor skulle jeg gå hen med min skam? Og du ville være blandt de nedrige i Israel. Nej, tal hellere med kongen; han vil ikke sætte sig imod, at du får mig.« v14 Men Amnon ville ikke høre på hende. Han overmandede hende, voldtog hende og lå med hende. (2 Sam 13,11-14)
Historien er selvfølgelig vældig tragisk allerede nu. Men faktisk bliver det endnu værre:
v15 Bagefter blev Amnon grebet af et voldsomt had til hende, ja, han hadede hende mere, end han nogen sinde havde elsket hende, og han sagde: »Rejs dig og forsvind!« v16 Men hun sagde: »Nej, bror, du må ikke sende mig bort! Den uret ville være større end den, du allerede har begået imod mig.« Han ville ikke høre på hende, v17 men råbte til den unge mand, der var hans tjener: »Få hende dér væk fra mig! Ud med hende, og lås døren efter hende!« (2 Sam 13,15-17)
Amnons bror, Absalom, ender med at slå Amnon ihjel for at have behandlet hende sådan. Vers 15 er det vers, jeg finder mest tankevækkende: “ja, han hadede hende mere, end han nogen sinde havde elsket hende”. Jeg forstår ikke helt den psykologiske reaktion, der foregår i hovedet på Amnon, men det er måske bare en god ting. (Jeg har dog nogle teorier.) Dette synes dog frem for alt at sige noget vigtigt om kærlighed – eller rettere, om begær.
Der er en form for kærlighed, en egoistisk kærlighed, der ikke har noget som helst at gøre med den kærlighed, Gud består af. Historien siger flere gang, at Amnon var “forelsket”. Et andet ord, den bruger, er begær. Hvor ofte mon vi mennesker forveksler sand kærlighed med en perverteret og rådden form for kærlighed, der på få sekunder kan forvandles til et had?
Salomos dom
Der er en anden historie, også fra Det Gamle Testamente, jeg vil tage med, som har noget at sige om kærlighed. Kong Salomo stod med to kvinder. Den ene havde en baby, den anden havde ikke. Den ene havde været uforsigtig og i sin søvn ligget på og kvalt sit barn. Kvinderne diskuterede nu, hvem af dem, der var moder til det levende barn, og Salomo kunne ikke se, hvem der løj.
v23 Da sagde kongen: »Den ene siger: Det er min søn, der lever, og din, der er død. Den anden siger: Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever.« v24 Kongen sagde: »Hent mig et sværd!« Og da de havde bragt ham sværdet, v25 sagde han: »Hug den levende dreng i to stykker og giv hver af dem en halvdel.« v26 Men da vældede moderfølelsen op i hende, der var mor til det levende barn, og hun sagde til kongen: »Nej, herre, giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham!« Men den anden sagde: »Hug til! Han skal hverken tilhøre dig eller mig.« v27 Da sagde kongen: »Giv hende det levende barn, dræb ham ikke; det er hende, der er barnets mor.«
Her slås igen fast (næsten med sværd), hvad der er forskellen på sand kærlighed og egoistisk kærlighed. Den ene vil have, den anden vil give. Jeg plejer gerne at lave en lille joke med denne historie, om at den rigtige mor sagde “Nej, giv hende hele barnet så!” – mens den anden koldt sagde: “Helle for ikke at få den halvdel, der skal skiftes!”
Hvilken kærlighed?
Hvad er det for en kærlighed, du elsker din næste med? Dit barn, din ven, din kæreste, din ægtefælle? Er det den kærlighed, der bare gør, at du selv har det godt og får dækket dine egne behov for at føle dig elsket af et andet menneske? Eller er det en kærlighed, der får dig til at glemme dig selv og i alle ting tilgodeser den, du elsker?
“Der er en form for kærlighed, en egoistisk kærlighed, der ikke har noget som helst at gøre med den kærlighed, Gud består af. Historien siger flere gang, at Amnon var “forelsket”. Et andet ord, den bruger, er begær.”
Jeg tror så mange ganger vi forveksler lyst og begjær med kjærlighet, og jeg tror det er så skadelig! “kjærlighet” som søker å få tilfredsstilt egne egoistiske behov (f.eks seksuell nytelse) er ikke kjærlighet. Og denne lysten og dette begjæret vil ende i tomhet og fortvilse, og kanskje er det nettopp det som får hatet til å vokse frem?
Jeg tror en kan tro at en elsker en annen fordi en føler seg så tom når denne personen er borte, men så er egentlig tomheten et resultat av at det du har med denne personen ikke er ekte. For eksempel et seksuelt forhold der det er nettopp sexen og tilfredsstillelsen som er i sentrum, og ikke den andre personen.
Gud ønsker at vi skal ha sex med den personen vi skal dele livet sammen med. At “de to blir ett”. Mens vi i stedet så ofte bare ønsker å få tilfredsstilt et behov. Og så får vi tilfredsstilt dette behovet, og så tror vi at grunnen til at vi etter å ha tatt avskjed med vår ‘lover’ føler oss tomme, er at vi “savner vår høyt elskede”. Men vi elsker ikke, og om vi savner er det ikke den andre personen vi savner, men sexen og den falske følelsen av å være elsket som sex på kort sikt kan gi. Jeg tror at vi i slike situasjoner føler oss tomme fordi vi er offer for synd og fordi det absolutt ikke er ekte. Sex er ikke kjærlighet.
Ps: Jeg må bare legge til at selvfølgelig tror jeg en kan savne en man har noe “ekte” med også. En føler seg avogtil tom når ens beste venner, de menneskene som forstår en best, er borte. Men likevel tror jeg dette savnet føles mye bedre og mindre “tomt” enn et savn etter noe som ikke er ekte kjærlighet. In a way..
Poenget mitt er at jeg tror vi ofte ikke klarer å skille følelsene fra hverandre, og så tolker vi alle mulige savn og behov som “kjærlighet”.
Jeg havde på fornemmelsen, du ville reagere på dette indlæg
Jeg ser generelt intet problem i tiltrækning og forelskelse, skal det lige siges. Gud har skabt mennesket med en længsel efter en livspartner – det ligger implicit i alle, da det er Guds generelle plan for mennesker, at de skal være intime i monogame forhold. Men hvis forelskelse og tiltrækning skal lede til noget godt, så må det nødvendigvis kombineres med en anden og stærkere form for kærlighed: En gensidig respekt, en principiel vilje til kompromis, et uselvisk venskab … og så videre.
“…they (idealists) insist that sex must be an expression of love rather than lust. Even the word ’sex’ seems a little crude to the Idealist; ‘love’ puts the relationship on a higher plan..” -David Keirsey
-Idealisten
[...] på det sidste, men jeg tillader mig lige at give lidt flere løsrevne tanker i forlængelse af sidste indlæg om kærlighed. Én af de mere stille ballader fra rock’n roll kongens hånd lyder sådan her: [...]