Seeking the Bulletproof

Følgende artikel skrev jeg til AdventNyt (Nr. 3, marts 2008), som er Adventistkirkens officielle medlemsblad, og som forfatter til artiklen tillader jeg mig nu også at bringe den her i anledning af påsken.

Døden er unaturlig, selv for dødelige. Der er to aspekter af døden, der til stadighed ryster mennesker i deres grundvold og udfordrer deres måde at opfatte verden på. Det ene aspekt er selvfølgelig idéen om, at noget levende kan dø. Det forbavser os gang på gang, når det sker, men dog mest når det rammer nogen, vi kender. Det andet aspekt er idéen om, at noget dødt kan blive levende igen.

EN PLADS I DENNE VERDEN
Der er gået otte år, siden min far døde, men jeg har stadig ikke helt fattet, at han ikke er mere. ”Et eller andet sted må han jo være,“ siger en stemme i mit hoved af og til. Det er nok sådan en stemme, folk lytter til, når de vælger at tro på, at deres kære allerede sidder i himlen og kigger ned på dem. Jeg skænker ikke denne stemme så meget opmærksomhed, men den kan stadig finde på at tale til mig. Måske den er et uskyldigt udtryk for, at jeg savner min far. Måske den er én af Djævelens mange løgne.

For når jeg ser mig lidt om, så forstår jeg godt, at far ikke længere har en plads i de levendes verden. Hvis han kom tilbage fra døden i morgen, så ville han ikke have et job, en pensionsopsparing eller en seng (Mor skulle dog nok rede op til ham, tror jeg). Desuden ville hans tre sønner være blevet voksne – nogle meget anderledes mennesker, end dem han forlod. Hans tilstedeværelse ville rent ud sagt være lige så ’mærkelig’, som hans pludselige fravær var for otte år siden, da han havde en tydelig plads i denne verden.

Altså er der to stemmer, der ivrigt diskuterer med hinanden i mit lille forvirrede hoved. ”Din far kan umuligt være død,“ siger den ene. ”Din far kan umuligt blive levende igen,“ siger den anden. Det er hverken døden eller livet, jeg har problemer med at forstå. Det er overgangen mellem de to: Hvordan kan noget menneske bevæge sig fra livet til døden eller fra døden til livet? Men i tro accepterer jeg påskens budskab om, at Jesus Kristus gjorde netop dette.

JESU PLADS I DENNE VERDEN
Jesus havde en klar plads i verden engang. Før han indtog sin mest kendte plads, forberedte Johannes Døberen sit publikum på hans ankomst. ”Han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko,“ sagde han (Matt 3,11). Endnu inden Jesus begyndte sit arbejde, havde hans ven Johannes altså beredt ham en plads på den offentlige arena.

Ikke alle mennesker havde lige let ved at lade Jesus indtage denne. Før Jesus gik rundt og prædikede og helbredte, havde han jo et ganske almindeligt arbejde som tømrer, tilmed det samme arbejde som hans far Josef. Han var hverken den første eller sidste til at leve i sin fars skygge, skulle jeg hilse og sige. Folk kritiserede ham for hans jordiske far, men ville ikke vide af hans himmelske (Matt 13,53-58).

Andre steder lyttede man dog til, hvad han havde at sige – og bemærkede, at han talte og handlede med en vis autoritet. På bjerget sagde han konstant: ”I har hørt, at der er blevet sagt … men jeg siger jer…“ (Matt 5-7). Når han uden skyggen af dårlig samvittighed talte sådan om sig selv, begyndte mange folk at tro på ham. Selv dæmonerne fyldtes med dyb respekt for ham, bare ved lyden af hans navn (Luk 10,17).

Med sin guddommelige autoritet og en omsorg for alle, han mødte på sin vej, fik Jesus altså etableret en plads, ikke bare i Jerusalems gader – og i de mange andre byer, han besøgte – men også i mange menneskers hjerter. Et af disse hjerter tilhørte disciplen Peter, der aldrig kunne forestille sig, at der skulle komme en dag, hvor Jesus ikke længere ville være hos dem. Jesus forsøgte at forberede ham på det, men så begyndte Peter selv at irettesætte Jesus (Mark 8,31-33). At en mand som Jesus kunne dø, var absurd, sådan som Peter så det. Jesus havde jo en klar plads i hans verden!

Mange læser ind i teksten, at Peter havde politiske ambitioner på Jesu vegne – ambitioner om, at han skulle stå i spidsen for et samlet jødisk oprør, der skulle vriste Israel fri af Roms jerngreb. Forventningen om en politisk Messias var dog ikke så dominerende på Jesu tid, som vi prædikanter ofte har gjort den til. At Peter kan have foreslået noget sådant er dog ikke utænkeligt, men måske var Peter bare, sådan som du og jeg er, når vi hører, at vores kære er døde eller er på vej til at dø. Døden er unaturlig for os. Vi kan ikke forestille os verden uden dem, der har en plads i vores hjerter. De døde er døde, de levende lever, men de levende skal aldrig dø og de døde aldrig blive levende. Men vi narrer os selv.

NØGLERNE TIL DØDSRIGET
Der er blevet holdt utallige prædikener om korsets gru og rædsel og om den lidelse, Jesus måtte igennem på Golgata, før han døde. På Internettet fandt jeg beskrivelser af, hvordan korset var designet til at fremme en helt ekstrem lidelse sammenlignet med andre torturinstrumenter. Ifølge Ellen Whites bog om Jesus, ”Jesu liv“, så ænsede Jesus dog knapt nok sin fysiske lidelse på grund af den åndelige. Han bar hele verdens synd og følte det, som var han selv verdens værste synder. En anden ny følelse tyngede ham måske endnu mere, nemlig følelsen af sin himmelske fars absolutte fravær (Matt 27,46).

Disciplene, der i 3½ år havde fulgt Jesus, stod pludselig forvirrede tilbage uden mester. Jakob og Johannes så måske på røverne ved Jesu side og tænkte tilbage på dengang, de selv havde bedt om at være ved Jesu højre og venstre hånd (Mark 10,37). Dette ønske fordampede nu i samme solskin, der stegte Jesus.

Men historien slutter ikke ved Jesu død. Jesus gav afkald på sin plads i verden – men han vandt en plads ved sin faders side i himlen. Søndag morgen demonstrerede Jesus denne sejr, idet han rejste sig fra sin plads i graven. Teologer diskuterer stadig, om det var Faderen og Helligånden, der vakte Sønnen op, eller om Sønnen vågnede på eget initiativ. Det står dog fast, at Jesus stod op af graven. På denne hændelse – i forlængelse af korsfæstelsen – hviler hele kristendommens grundlag.

Fyrre år efter hændelsen viste Jesus sig for Johannes med ordene: ”Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget“ (Åb 1,17). Ikke bare har Jesus nøglerne til døden og dødsriget – med sin død og opstandelse har han selv tjekket, at de passer.

HVOR ER DIN PLADS?
Hvis min far vendte tilbage fra døden i morgen, så ville han nok overraskes over modtagelsen. Hvordan mine brødre og min mor ville reagere, ved jeg ikke, men selv ville jeg nok holde en sikkerhedsafstand på ti meter og bevare et meget skeptisk ansigtsudtryk. Jeg ville tvivle på, det var ham, uanset hvor meget han lignede.

Jesus blev mødt med en lignende skepsis. Ligesom med alt andet, så tog Jesus dog også dét i stiv arm. Bogstavelig talt var det dog Thomas, der havde den stive arm, idet Jesus lod ham stikke en finger i sit sår, så han kunne forstå, at opstandelsen var virkelig (Joh 20,25). Men hvorfor er en finger mere troværdig end to øjne?

At Jesus har besejret døden er stadig et af Bibelens mest udfordrende budskaber. Mange folk derude har gjort sig de samme bitre erfaringer, som du og jeg har. Vi er tilvænnet dødens orden, og alligevel ikke. På den ene side føles den aldrig virkelig, vi fyldes med vantro og benægtelse hver eneste gang den indtræffer. På den anden side, så er den så barsk en realitet i vores verden, at vi dårligt kan forestille os nogen vende tilbage fra den. Det sker så sjældent, og verden synes ikke indrettet til det. Man har en plads i denne verden, indtil man mister den, men så heller ikke længere.

Men Jesus er i gang med at etablere en ny orden for os. Uanset om vi har en plads i denne verden eller ej, så har alle mennesker en særlig plads i Guds hjerte, og han ønsker, vi skal være en del af hans verden, som han var en del af vores. ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er“ (Joh 14,1-3).