Seeking the Bulletproof

Fire situationer, der fylder mit hoved lige nu, blandt meget andet rod:

1. En mand, jeg havde stor respekt for, da jeg var yngre, sagde engang noget til en andagt, som satte sig meget godt fast i min hukommelse: “I vil alle sammen opleve mindst én gang at blive beskyldt for at have en dårlig moral i et øjeblik, hvor I har de mest oprigtige intentioner, nogen engel kan forestille sig.” Måske den satte sig, fordi jeg netop på dét tidspunkt følte mig udsat for sådan en uretfærdighed. Eller måske det var, fordi den udfordrede en naiv barnetro på, at når bare man var god, så ville alle være glade for én.

2. Min græsklærer underviser ikke kun i et gammelt sprog, men kæder det nøje sammen med pastoral visdom og teologi. I relation til Første Johannesbrev og Efeserbrevet (altså i bibelen) sagde han noget i retning af: “At gøre uden at være er hykleri, og i vores kirke har vi længe været alt for fokuserede på at gøre frem for at være. Men i stedet for at spørge ‘What Would Jesus Do?’, bør vi spørge ‘What Would Jesus Be?’”

3. Til aftensmaden vender jeg min bakke, så der er mere plads til en pige, der har lyst til at sidde ved vores bord. “Du er så god, Lars,” siger en anden pige, da jeg gør det, og i stedet for at vise en eller anden form for falsk beskedenhed, siger jeg bare ganske roligt: “Jeg ved det.” Hun svarer med en vis sarkasme (men af den venlige slags, da hun er et godt menneske), at jeg åbenbart også er ydmyg. Jeg modstår fristelsen at svare igen. Det er vist ikke helt rigtigt, at amerikanere ikke kender janteloven, tænker jeg lidt senere.

4. På Facebook mødte jeg en fyr, som kendte mig som barn. Det var jeg på ingen måde stolt af. Jeg kontaktede ham og undskyldte, at jeg havde været “en lille lort”. Han svarede mig: “jeg husker dig, ikke som en lille lort, men lille fyr. (…) Så slem var du heller ikke, Lars. Hvis et stort lokum på min størrelse havde ødelagt min vandpistol da jeg var i den alder, var jeg nok også blevet lettere grumpy.”

Det er ikke god kutyme blandt “bibeltro kristne” at snakke om “gode mennesker” (bemærk ironien i denne sætning). Jeg forstår ærlig talt ikke dette norm, for i bibelen kaldes mange mennesker “retfærdige”, også selv om de må have haft synd i sig og beviseligt har dummet sig, ligesom jeg har. Abraham, Lot, Israel, Moses, David, Salomo, Job …

Jeg er ked af at være et dårligt menneske af og til. Men jeg er også ked af at falde i den grumme fælde at tro, jeg er et dårligt menneske og så senere finde ud af, at jeg ikke var det – at jeg i den nøjagtige situation faktisk var et godt menneske. Konsekvensen er måske vrede, måske bare en form for skuffelse eller frustration over uretfærdigheden, man blev mødt med, selv om man gjorde det rigtige – selv om man var det rigtige.

“Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.” (Matt 5,6)

(Læs for øvrigt Salme 41, den vil jeg tage udgangspunkt i næste gang jeg prædiker om dette emne. Note til mig selv.)