Seeking the Bulletproof

Det er næppe nyt for særlig mange, at vores forhold til Gud har meget at gøre med vores relationer til hinanden. Følgende skriftsted har til tider udfordret mig og gør det stadig:

v23  Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, v24  så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. (Matt 5,23-24)

Hvad der udfordrer mig:

• “din broder har noget mod dig”

Jeg kunne forstå det, hvis der stod “du har noget imod din broder”. Men det står omvendt: din broder er subjektet, og du er objektet, og hans handling er rettet mod dig. Alligevel bliver du stillet til ansvar for det.

Teksten siger, at det er dit ansvar, om din broder kan lide dig. I visse sammenhæng har vi det med at skubbe det fra os og sige, at “det er deres problem”, men teksten her lægger ansvaret tilbage på vores skuldre. Det er ikke andres problem, at de ikke kan lide dig – det er dit problem.

Men hvad gør vi så? For hvem har ikke været i en situation, hvor en person afskyede ens eksistens, og hvor man fandt sig selv fuldstændig magtesløs? Uanset ens attitude ser man hadet i hans blik, og man erfarer, at forsøg på at forklare sig eller komme til forståelse bare vil gøre det værre. Ingen kan gøre alle tilfredse, og alle bliver før eller siden et ufrivilligt mål for had.

Så hvad gør vi? Hvad vi kan. Vi opgiver aldrig hinanden, men holder fast i beslutningen om aldrig at gengælde følelserne. Vi søger efter muligheder for at være god – ja, kærlig – mod denne person. Fordi hvad Gud her siger er, at for ham er det faktisk vigtigere, at vi giver til hinanden, end at vi giver til ham. Hvis du ikke har det godt med din broder, så spild end ikke tiden på at prøve at komme til Gud.

Er det dermed sagt, at vi kommer i Helvede, hvis vi går i graven med uløste konflikter? Næppe. Jesus stiller ofte tingene på spidsen, når han præsenterer ideelle situationer, og nåden træder således lidt i baggrunden af og til. I dette spørgsmål foretrækker jeg personligt ideen om, at mine fjender – efter Guds bestemmelse – bliver mine naboer (måske endda værelseskammerater) i Himmeriget.