Seeking the Bulletproof

Dette indlæg er første del af min kommentarserie til Christian Hedegaards bog, Sejr over Dæmoner. Læs mere om projektet her.

INTRODUKTION

Første linje i bogen viser os bogens primære formål og oprindelsesgrundlag:

“I et helt år forsøgte jeg at lave et materiale vedrørende dæmoner.”

Christian Hedegaards bog handler altså om dæmoner, for de har ligget ham meget på sinde, og ‘dæmoner’ er, hvad manden havde på hjerte.

Dermed er det en fin introduktion, der kort og præcist beskriver bogens baggrund, giver kredit til journalistkonen og forebygger eventuelle misforståelser. Sidstnævnte ses kraftigst her:

“For at gøre emnet mere overskueligt skelner jeg mellem tre grader af dæmonisk aktivitet.
Denne opdeling – dæmonisering i sindet, undertrykkelse af kroppen og besættelse af ånd, sjæl og legeme på én gang – er min personlige tolkning, og det er i lyset af dette, at bogen skal læses.”

Opfattelsen af mennesket som noget, der kan deles i flere afdelinger (ånd, sjæl, legeme), er iøjnefaldende og er værd at notere sig bag øret i sin læsning. Den er et væsentligt kritikpunkt for andre kristne, fordi bibelsk tankegang er, at mennesket er en samlet og udelelig enhed, selv om sjæl, ånd og legeme er ord, der beskriver forskellige (men ofte de samme) aspekter af denne enhed. Det vil der ganske givet komme meget mere om senere i bogen.

Derudover lægger jeg særligt mærke til hans underskrift, som også markerer alle hans øvrige artikler og skriverier på Internettet og i blade:

“Christian Hedegaard,
evangelist ved Guds nåde.”

Dette er Christian Hedegaards opfattelse af sig selv, at han er personlig kaldet til at være evangelist. “ved Guds nåde” er et udtryk, der også blev brugt af konger, der ønskede at markere deres politiske magt. Underskriften udstråler altså først og fremmest autoritet.

1. DEN GAMLE “NILLER”

“En aften, hvor alt ramlede for mig, fik jeg besøg af dæmoner på mit værelse. Jeg så dem fysisk og var skræmt fra vid og sans.”

“Set ud fra et menneskeligt synspunkt er der ingen logisk forklaring på, hvorfor jeg, et barn fra en god, kristen familie, i en lang periode af mit liv skulle være plaget af dæmoner.”

De første par sætninger her handler om dæmoner, og som læser slår man øjnene op. Underligt nok slipper CH hurtigt dette og går i stedet i gang med at beskrive noget helt andet. Man må konstatere, at hans fokus som forfatter er lettere diffust. Det skal formodentlig ses som et slags forsøg på at fange læserens interesse.

Han beskriver, hvordan hans kristne omgangskreds gjorde sig syndige i 60′erne, 70′erne og 80′erne ved gradvist at acceptere rygning og druk.

“Evangeliet mistede sin radikalitet. Der var jo ingen grund til at være fanatisk, mente man, og mange brændende kristne mistede ilden.”

Dette er første gang, ordet “Evangeliet” optræder i bogen. Ved det forstås her moralske normer, der på “radikal” vis forbander druk og rygning.

Angående druk og rygning, så dyrker jeg personligt ingen af delene, og jeg er fortaler for total afholdenhed fra begge dele. Som kristen ser jeg dog ingen direkte forbindelse mellem “evangeliet” og røg/druk. Jesus drak vin – han lavede endda vand om til vin ved en bryllupsfest (Johannesevangeliet 2) – og rygning har han af gode grunde aldrig kommenteret på. (Det fandtes ikke.)

Dobbeltliv

CH retter videre et noget overraskende angreb mod sjælesorg.

“Herefter blev det moderne at sjælesørge i frikirkerne. [...] Man snakkede sig langt ind i 90’erne, uden at gøre op med det egentlige problem, nemlig synden, som man ikke kan snakke sig fra eller diskutere, men kun omvende sig fra.” (side 1)

Sjælesorg tolkes altså af CH som noget, der står i direkte modsætning til omvendelse fra synd, et forsøg på at snakke udenom.

Dette falder formodentlig tilbage på hans overbevisning om, at hvis man bare slipper af med synden i sit liv (bekender den og omvender sig), så løser alle andre problemer sig, og sorgerne forsvinder. Derfor er ’sjælesorg’ en helt overflødig disciplin hos Evangelist, fordi hvis du har sorger, du har brug for at snakke med en præst om, så er det, fordi du ikke har omvendt dig, så du har kunnet tage imod Guds velsignelser. Følgeligt er folk, der søger sjælesorg, mennesker, som ikke vil se deres synd i øjnene.

Dette er efter min mening en meget kynisk fortolkning af en tjeneste, der af mange præster anses for langt vigtigere end det at prædike. Jeg taler også her ud fra personlig erfaring, når jeg siger, at sjælesorg kan gøre forskellen på, om et menneske får et forhold til Kristus eller ej.

CH går videre til at beskrive sine synder som teenager, men også sin første af en række omvendelser:

“Hjemme udviklede jeg mig til en tyran. [...] Jeg gik til kampsport og truede mine forældre med tæsk.” (side 2)

“De gav mig en billet til en kristen koncert i Vejle [...] På denne 2. påskedag i 1983 blev jeg frelst.” (side 2)

Det nye liv

CH forklarer, at han nu var helt forvandlet, men så alligevel slet ikke. Det er svært at afgøre på baggrund af dette afsnit, hvor han stod efter sin omvendelse, men måske det netop er pointen.

Følgende fandt jeg interessant.

“Men hvordan skulle det dog gå til at leve som en brændende kristen i en menighed, hvor det var mange år siden, vi havde set et mirakel?” (side 2)

Her udtrykkes et interessant syn på mirakler. Påstanden lyder, at en menigheds åndelighed måles på forekomsten af mirakler. Dette sludder er iøjnefaldende, men værd at notere sig bag øret, når man læser CH’s bog. 

Besøg af dæmoner

CH beskriver, at han faldt fra igen, indtil dæmoner besøgte ham.

“En aften, hvor alt ramlede for mig, fik jeg besøg af dæmoner på mit værelse. Jeg så dem fysisk og var skræmt fra vid og sans. Så bad jeg Jesus om hjælp [...] Fra den dag af vidste jeg, at der aldrig mere ville være nogen vej tilbage. Jesus var vejen frem.” (side 3)

Man bør klart være skeptisk, når en mand forklarer, at han faktisk har set dæmoner. Der er ikke så få muligheder for fortolkning. 1) Enten har han – som han netop siger – set virkelige dæmoner. 2) Eller også har han bildt sig ind, at han så dæmoner. 3) Eller også lyver han om hele historien.

1) Sandhed? 2) Indbildning? 3) Løgn?

Lad os overveje ideen om, at det er virkelige dæmoner, han har set, og at han faktisk skriver sandheden. Dette synes jo at være et fair udgangspunkt:

For det første har mange mennesker forladt Gud og kirken uden at have set dæmoner. Dette giver også vældig god mening i forhold til Satans intentioner om at bringe mennesker til fald. Dette er hans primære mål i verden. Han beskrives i bibelen som en løve, der går rundt og leder efter nogen at sluge. (1 Petersbrev 5,8 ) Netop derfor har Satan ingen intentioner om at skræmme dem, der allerede er på hans side og er fortabte, for dem har han jo allerede “slugt”! CH havde ifølge sin egen beskrivelse allerede vendt Gud ryggen.

Satan må være verdens dårligste taktiker, hvis han sender dæmonskikkelser ind i den unge ikke-troende Niller’s værelse og driller ham. Det eneste Satan opnår er, at drengen pludselig finder grund til at klynge sig til Jesus igen. Havde Satan og hans dæmoner så bare holdt lav profil, så var CH blevet i synden, og de ville have vundet slaget. I stedet titter de frem fra garderoben, siger “bøh” og jager den rædselsslagne “Niller” ind til sine kristne forældre, mens de sidder og beder. Derfor er ideen om, at det var virkelige dæmoner temmelig usandsynlig fra et kristent perspektiv, fordi Satan ganske enkelt er for snedig til at begå sådan en bommert.

Spørgsmålet er så, om CH har bildt sig historien ind. Da jeg ikke tror, at han bare finder på den, må jeg indrømme, at jeg hælder mest til den forklaring. CH har af en eller anden mystisk grund troet, at han så dæmoner. Jeg er ingen læge, så jeg skal ikke kunne diagnosticere hans psykiske lidelse, blot konstatere at noget har der været galt med ham den nat, som formodentlig kan forklares meget mere jordnært, end CH vælger selv at gøre.

Men essensen af historien er vel, at CH omvendte sig igen endnu engang.

“Fra den dag af vidste jeg, at der aldrig mere ville være nogen vej tilbage. Jesus var vejen frem.” (Side 3)

Min kone Karen

Forvandlingen af hans karakter lod dog endnu vente på sig:

“Under én af vore kriser i forlovelsestiden anbefalede mine forældre Karen at rejse hjem til Sjælland og glemme mig. ”Han fortjener dig ikke!” sagde de. Alle sagde, at hun skulle holde sig fra ”Niller”, som jeg blev kaldt dengang. Det er et mirakel, at hun holdt ud.” (side 3)

Hvorfor? Hvad CH egentlig har haft gang i af forfærdelige ting og sager står i det uvisse. Der er naturligvis heller ingen grund til at rippe op i fortiden.

“Men hun frygtede Gud mere, end hun frygtede mig. Hun
vidste ligeså godt som jeg, at det var Gud, der havde sat os sammen.” (side 3)

Karen var bange for CH. Et sekterisk karakteristika skinner desuden igennem her, når han som en guru tillader sig at diktere Guds vilje så specifikt ind i en anden persons liv uden skyggen af fleksibilitet: “Du ved lige så godt som jeg, at Gud vil, at du skal være sammen med mig!”

Herpå følger en lang erkendelse fra CH’s side af personlige svagheder, han led under dengang. Der nævnes anti-sociale, seksuelle, endda voldelige tendenser. Han bekender også sit hykleri for samme periode:

“Jeg kunne prædike evangeliet den ene dag, og næste dag kunne jeg true nogen med tæsk eller det, der var værre.” (side 3)

Det åbenlyse spørgsmål, man kan sidde med som læser, er, om han virkelig har forandret sig. Er han et nyt menneske? Er den gamle “Niller” virkelig død og borte og erstattet af et rent, balanceret og autentisk menneske ved navn Christian? Dette er bogens store påstand, men kritikere (særligt Dialogcentret) påpeger, at denne redegørelse for hans fortid blot afspejler CH’s nuværende virke som leder for Evangelist. Han er stadig Niller.

Et ultimatum

Efter en lang bryllupsrejse slog han og Karen sig sammen med en søster og en svoger (formodentlig er der tale om Johannes Hansen, som senere blev leder for Apostolsk Kirke) for at starte en menighed. Team’et blev dog utålmodig med ham og bad ham om at hjælpe med opvasken og rengøringen, og derfor fik han sit livs værste depression, der ikke blev kureret af, at han fik en datter.

Han gik til en kristen rådgiver, som forklarede ham, at hans depression skyldtes, at han havde brudt ét af De 10 Bud:

“Hun tvang mig til at gå til en kristen rådgiver, og det blev min redning. Manden fik et ord fra Herren og pegede på årsagen til mit problem – at jeg ikke havde æret mine forældre, og at der derfor hvilede en forbandelse over mit liv.” (side 4)

Læg mærke til hvordan vi tidligere så, han havde et forbehold mod sjælesorg. Løsningen til ethvert problem er ifølge CH omvendelse fra synd, og sjælesorg appellerer derfor kun til dem, der ikke gør op med synden i deres liv. Tanken er, at hvis du er nede, så skyldes det noget, du har gjort. “Alle høster, som de sår.” Synd resulterer altså i depression og modgang, mens overgivelse til Gud resulterer i lykke og velsignelser. Dette er ret forsimplet, hvad teologer kalder ‘fremgangsteologi’ eller ‘herlighedsteologi’.

Denne teologi understreges nu med et konkret eksempel:

“Ordet ramte mig som en hammer, og jeg brød helt sammen. Jeg fik efterfølgende gjort op med mine forældre. Sandheden satte mig fri, og jeg blev fuldstændig løst fra min depression.” (side 4)

Kaldelsen

De flytter til Hillerød omegn, og det går godt. Karen bliver gravid igen.

“Vi ventede vores andet barn, da min kone spurgte mig, hvad jeg egentlig ville gøre, hvis dette barn skulle vise sig at være handicappet. Jeg sagde til hende, at hun skulle holde op med den slags negative bekendelser. Handicappede børn fik de andre, det kunne aldrig ske for os.” (side 4)

“Negativ bekendelse” er umiddelbart et lidt spøjst ord at bruge. CH skriver for det meste nede på jorden og bruger stort set hverdagsudtryk (stort set, men en del kristne floskler præger også ordforrådet), men “negativ bekendelse” skiller sig sprogligt ud i dette citat, fordi det er et teologisk term. 

“Sådan gik det heller ikke i første omgang.” (side 5)

Men hvorfor finder han det så overhovedet nævneværdigt? Forklaringen, der indtil videre kun er svagt antydet, lyder, at der er en tydelig relation mellem Karens åbenmundede spekulationer (”negativ bekendelse”) og så dét, at hendes barn senere blev handicappet. CH ser altså en tydelig sammenhæng mellem det, vi siger, og det, som rent faktisk sker. Her kan man virkelig tale om ordets magt. 7, 9, 13.

Dernæst beskriver CH sit første ekstraordinære møde med Gud selv:

“I bilen på vej hjem fra dimissionsfesten sad jeg i mine egne tanker, da jeg pludselig oplevede et frygteligt Guds nærvær. Jeg tænkte, at ruderne ville blive trykket ud, da
Gud talte til mig: ”Tag på bibelskole. Din tid er kommet!” lød det, og jeg blev mindet om ordene fra Bibelen, hvor profeten Ezekiel bliver bedt om at spise en bogrulle, der
smager af sød honning.” (side 5)

Ligesom man bør være skeptisk, når en mand påstår, at han har set dæmoner, så bør man naturligvis også bevare en skepsis, når han påstår, at Gud har talt direkte til ham med en rungende stemme, der næsten kunne have blæst bilruderne ud. Så er spørgsmålet der igen:

1) Sandhed? 2) Indbildning? 3) Løgn?

Ligesom sidst kunne man overveje, om hele situationen giver mening fra et kristent eller bibelsk perspektiv, hvis det er sandt. Der er mange teologiske diskussioner omkring kaldelse og om at opleve Gud på nært hold, og nogle forbehold er naturligvis mere velbegrundede end andre. Jeg skal blot nævne nogle selvfølgelig punkter, der springer mig i øjnene.

Læg mærke til at i bibelen er Gud oftest repræsenteret ved en budbringer, en engel, og ikke ved Gud selv. Det er næsten kun CH, der har haft det privilegium, at Gud selv kom direkte til ham og talte. Det er uhyre sjældent, selv i bibelen, at Gud optræder for mennesker på den måde. Ikke engang Kong David (Israels største konge nogensinde) blev mødt med Guds ord direkte, men fik ord fra Gud via en profet, da han havde syndet med Batseba. (2 Samuelsbog 12) Flere af profeterne fik deres budskaber via budbringere, det vil sige engle. Dette gælder faktisk også Eziekiel, hvorom der står “Herrens ord [kom] til præsten Ezekiel, Buzis søn, i kaldæernes land ved floden Kebar.” (Ezekiel 1,3) Dette kaster et kraftigt lys over CH’s påstand om, at Gud talte direkte til ham.

Læg også mærke til det noget overfladiske budskab, som Gud taler til ham: “Tag på bibelskole.” Taget i betragtning at CH oplever, hvad næsten kun Moses kunne prale af (altså at høre Faderen selv), så er budskabet Gud har til ham temmelig fladt. Det bliver ikke mindre absurd af, at vi efterfølgende får at vide, at hans kone havde overvejet at sige ham det samme, nemlig at han burde studere sin bibel.

Hvorfor behøvede CH en så overnaturlig og sanseligt overvældende oplevelse bare for at indse, at han skulle studere Guds ord? Og hvad betyder det for alle os, der ikke får den slags åbenbaringer? At vi ikke behøves?

Af ovenstående grunde (og flere andre) holder jeg personligt på, at CH måske nok har oplevet noget i den bil, men da han mange år senere satte sig ned og forfattede “Sejr over Dæmoner”, så huskede han nok hændelsen en hel del mere fantastisk, end den egentlig var. Ikke løgn, men en lidt for begejstret mands indbildning.

Feberkramper

CH skriver, at han tog til Mariager med sin familie for at følge sit kald, og han trækker fortsat på sin Ezekiel-metafor, men meningen om at “spise bogruller” bliver mere og mere uklar, og den første udlægning – at læse i bibelen – synes ikke at slå til, da han nu begrunder, det ikke var muligt at opfylde kaldet på grund af datterens helbred. I dette afsnit finder vi bogens foreløbigt mest usammenhængende passager:

“Jeg var chokeret og frustreret, for Gud havde jo talt til mig om at “spise bogruller” – og det var ikke ligefrem muligt på sygehuset” (side 5)

“Midt i vores ulykke tænkte jeg stadig på, hvordan Gud kunne finde på at give mig en smagsprøve på Hans ord for derefter tillade, at vi blev fløjet hjem med Falcks ambulanceflyver med en datter i kørestol.” (side 5)

Hvorfor kan man ikke studere Guds ord på et sygehus? Skal man udlevere sin bibel, før man træder ind til de syge? Vi kan også altid spekulere i, hvorfor Gud tillader, at ulykke rammer os, og det er en helt naturlig overvejelse at gøre sig i en sådan ulykkelig situation – kæden hopper dog fuldstændig af, når CH her kobler det sammen med sine bibelstudier, som om de betyder fra eller til i forhold til hans datters helbred.

Inden jeg går videre, har jeg lyst til at udtrykke min sympati med Christian og Karen Hedegaard og deres datter. Det må have været ganske forfærdeligt, og det er meget trist, at den slags sker.

Trosbevægelsen

“Jeg var kendt som en ret yderliggående modstander af trosbevægelsen i Danmark og var på et tidspunkt gået så vidt, at jeg havde truet en pastor fra en menighed i København med tæsk.” (side 6)

Bemærk, at CH nogle sider forinden indrømmede at have truet sin familie med tæsk, og at hans kone var bange for ham. I dét perspektiv lyder hans behandling af Trosbevægelsen vel egentlig ikke så yderliggående.

På grund af sin datters ulykke åbnede han og hans kone dog op for at opleve Gud i de noget alternative menigheder. I første omgang tog han til et åndeligt møde i Aalborg, hvor han (ved en fejl) stillede sig op i en kø for folk, der ville have forbøn, fordi de var syge.

“I stedet for at lægge hænderne på mig, pegede prædikanten blot på mig og begyndte at profetere om min barndom og teenageår med en nøjagtighed, som fik mig til at ryste over hele kroppen. Han sluttede med at fortælle, at Satan havde været hård ved min familie på det sidste, men at Gud havde en stor plan for os, og at jeg ville få tilnavnet menneskefiskeren. ”Herren kalder dig til evangelist!” råbte han, og i samme nu røg jeg næsten to meter sidelæns gennem luften.” (side 6)

Hvilken rolle spiller håndspålæggelse i denne sammenhæng? Her stiller jeg spørgsmålet uden at gøre noget forsøg på at svare. Men CH nævner her, at prædikanten ikke ville røre ham, sådan som han rørte de andre med sygdomme, og dette fandt jeg i nogen grad interessant. 

Prædikanten giver ham tilnavnet “Menneskefiskeren”. Her demonstreres så Trosbevægelsens store profetiske kreativet, dette naturligvis sagt med en god portion ironi. (Læs Markusevangeliet 1,17) Men her kommer så ifølge CH hans virkelige kaldelse til at blive evangelist.

“Hvad der efterfølgende skete er svært at forklare. [...] Jeg tænkte, at det var en forløsning til tjeneste, men i dag er jeg ikke i tvivl om, at det var en dæmon, som kom ud.” (side 6)

Nu begynder det for alvor at blive interessant. CH påstår her, at han havde været besat af en dæmon, og at den blev drevet ud ved hans nye kald til tjeneste. Dette giver meget stof til eftertanke.

CH’s syn på dæmoner er ikke helt almindeligt, men det er der heller ingen skam i. Man kan ifølge CH have dæmoner i sig uden at være det mindste klar over det. Man kan være ved sine fulde fem og gå rundt og spekulere over Gud og hungre efter ham og begive sig til kristne møder og diverse andre ting. Sammenlignet med dæmonerne i Det Nye Testamente, så har CH’s dæmon altså ikke været særlig indflydelsesrig. (Senere får vi så at vide, at han havde flere end den ene.)

Når det gælder dæmoner og dæmonbesættelse, så finder jeg stor visdom i Jesu tale om ånderne og den tomme bolig. (Læs Mattæusevangeliet 12,43-45 eller Lukasevangeliet 11,24-26) Ifølge til Jesus er der ikke “forskellige grader af dæmonbesættelse”. Bor Guds ånd i dit indre, så er der ikke plads til dæmoner, og dæmoner flytter kun ind, hvor der står tomt. Jesu udlægning af dæmonfænomenet ekskluderer fuldkommen CH’s løjerlige ide om kristne, der går rundt med gemte dæmoner i sit indre uden at vide det.

Nedtælling

Gud gav sig gradvist til at forbedre CH’s livssituation efter denne oplevelse.

“Da jeg hørte, at en kendt svensk prædikant skulle tale i trosmenigheden i København, tog jeg derind med et ønske om at få bekræftet profetien og kaldelsen fra Ålborg.” (side 7)

Ved profeti forstås ikke åbenbaringer om fremtiden, men også om nutiden og fortiden – alle slags budskaber fra Gud kaldes af CH for profetisk tale og ‘profetier’ (og han er på ingen måde alene om det ordvalg).

“Jeg savnede tiden i Mariager og glædede mig til den dag, hvor vi kunne vende tilbage. Den første dag i skolen var underlig. [...] I fjerde time talte Gud igen: ”Afbryd dine studier og søg mig. Rejs dig og gå!” Ordene kom klart og tydeligt i mine tanker.” (side 7)

Sammenlignet med oplevelsen i bilen er denne mere normal. Jeg har selv oplevet at få en spontan tanke fra Gud – eller var den nu fra mig selv? I CH’s tilfælde følte han dog ingen tvivl i forhold til kilden, men man kan spekulere i, hvor spontan tanken er, når man læser videre, at han (muligvis direkte, muligvis indirekte) har forberedt sin kone på, at han kunne finde på det:

“Karen undrede sig over, at jeg kom tidligt hjem. ”Kan du gætte, hvad der er sket?” spurgte jeg, hvorpå hun begyndte at grine. Hun vidste med det samme, at jeg havde droppet mine elskede studier.” (side 7)

Næste indlæg i denne kommentarserie beskæftiger sig med anden sektion af Sejr over Dæmoner: BEFRIELSEN

Tak for interessen. Kommentarer er velkomne.