Seeking the Bulletproof

Dette er en respons til René Vesters interessante indlæg om sekter og kirker. Jeg læste kommentarerne til indlægget med stor interesse, men har valgt ikke at kommentere dem i denne omgang. Måske senere. Nu først indlægget, som jeg kommenterer på her, fordi mit svar simpelthen blev for langt til, at jeg syntes, det hørte hjemme på siden.

Indlægget jonglerer med flere spørgsmål, end René Vester eller nogen af kommentatorerne evner at besvare. Det gør jeg nok heller ikke selv, men jeg kan til gengæld forsøge at identificere spørgsmålene, hvilket i sig selv måske kan være gavnligt (håber jeg):

Hvad er en sekt? Dette starter René selv med at stille og giver sit eget svar:

Sekter kendetegnes på deres teologiske arrogance, idet de 1) tager patent på sandheden og 2) påstår, at gruppen/organisationen er den eneste vej til frelse. Dermed konkluderer han også, at baptisterne og pinsefolkene og metodisterne ikke er sekter, fordi de normalt ikke demonstrerer en sådan arrogance.

Jeg synes, René gør ret i først at gøre klart, hvad han mener med det ofte misforståede begreb, sekt, så det skal han have et verbalt skulderklap for herfra. Jeg tror dog, han ville gøre sig selv og sine læsere en tjeneste, hvis han holdt sig mere tæt til sin definition i resten af indlægget. Mere om dette følger.

Hvad betyder vranglære i definitionen af en sekt? På dette virker det til, at René modsiger sig selv lidt. Han holder det nogle gange pænt adskilt (vranglære og sekterisme), men andre gange blander han det mere sammen, end det er gavnligt.

Han siger på den ene side, at en kirke ikke bliver en sekt af at have særstandpunkter, men på den anden side er det en meget væsentlig del af hans argumentation imod både JV og mormonerne. I forhold til Jehovas Vidner nævner han deres syn på helvede og på ærkeenglen Mikael. I forhold til mormonerne nævner han Mormons bog, Joseph Smith, at Satan kaldes bror til Jesus, og at mennesker menes at være potentielle guder.

Han kan have ret i, at disse doktriner er forkerte, men når det kommer til spørgsmålet om sekterisme, så er de komplet ligegyldige, hvis René altså ønsker at holde sig til sin første definition af en sekt, nemlig at det ikke vurderes på særstandpunkter i sig selv, men på den teologiske arrogance (som også er et særstandpunkt, men altså af en bestemt type).

Hvad vil det sige at være “medlem”? Dette spørgsmål forsøges ikke direkte besvaret i Renés indlæg, men netop derfor er det måske godt at stille her. Som jeg læser hans indlæg, så er han ikke helt konsekvent:

“Spørgsmålet er, kan man være kristen og komme hos JV eller hos mormonerne samtidig? Til det må jeg bare sige nej. Man kan ikke fungere som kristen i disse samfund, fordi de er sekter.”

“Men hvad så med katolikkerne, kan de være kristne? Til det må jeg svare, hvorfor ikke. [...] Jeg tror at problemet ligger i at vi har skåret alle katolikker over en kam, og gerne vil have dem alle til at være 100 % jasigere til paven.” (bemærk, at René i sin kommentar siger, jeg glemte en vigtig del)

Synet på muslimerne synes nuanceret og nådigt, mens synet på mormoner og Jehovas Vidner er skarpt generaliseret. Man kunne antage, at ikke alle mormoner er 100 % jasigere til Joseph Smith, eller at nogle Jehovas Vidner tror på Jesu guddommelighed, selv om de følger trossamfundes praksis for ikke at blive udstødt. Kristne – og folk, der vil blive frelst – kan findes overalt, selv i de mest “faldne” omgivelser og omgangskredse.