Seeking the Bulletproof

Et af de hyppigste argumenter for Helvedes pinefulde realiteter er “Lignelsen om den rige mand og Lazarus”, der findes i Lukas 16, men ikke i de andre evangelier. På en anden kristen blog blev denne lignelse fornylig brugt bl.a. som et argument for, at der intet håb er om at undslippe flammerne, når først man er der.

En sand historie?

Der findes uden tvivl nogle meget velovervejede og tankevækkende argumenter for, at Gud skulle have lyst til at stege de fortabte i al evighed, men når det kommer til “Lignelsen om den rige mand og Lazarus”, så er der en del svagheder. Jeg vil her forsøge at lave en liste over ting, der nok gør, at jeg er skeptisk overfor denne måde at bruge historien på.

For det første er det en lignelse. På bloggen, jeg refererede til, kunne man læse:

“der er flere bibellærere der er overbevist om, at dette ikke er en lignelse, men en sand historie. En af årsagerne til det, er at Jesus sætter navn på en af personerne. Det gør han allers aldrig i lignelserne.”

Der er dog en hel række ting, der kraftigt antyder (eller rettere, slår fast med 7 tommer søm), at Jesus her fortæller en lignelse. For det første, så skal alle tekster i bibelen gerne læses i kontekst. Hvad siger Jesus inden? Og hvad siger han efter?

En kontekst af lignelser

Den store kontekst er, at han har fortalt en række lignelser, før han fortalte historien om den rige mand og Lazarus. Det er selvfølgeligt at gå ud fra, at historien om den rige mand og Lazarus også er en lignelse, hvis den er fortalt i en kontekst af lignelser, medmindre Jesus (eller forfatteren til evangeliet) gør opmærksom på andet.

Her er listen over lignelser, der bliver fortalt inden.

• Lignelsen om den rige bonde (Luk 12,13-21)
• Lignelsen om årvågne tjenere (Luk 12,35-40)
• Lignelsen om figentræet uden frugt (Luk 13,6-9)
• Lignelsen om sennepsfrøet og om surdejen (Luk 13,18-20)
• Lignelsen om pladserne ved bordet (Luk 14,7-14)
• Lignelsen om det store festmåltid (Luk 14,15-24)
• Lignelsen om det mistede får og den tabte mønt (Luk 15,1-9)
• Lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,11-32)
• Lignelsen om den uærlig godsforvalter (Luk 16,1-13)
• Lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31)

Det virker absurd, hvis de mange historier lige inden bare er opdigtede historier, men når Jesus fortæller om helvede, så regnes det pludselig for at være en sand historie.

Man kan evt. prøve det derhjemme. Fortæl 2-3 tydeligt opdigtede historier og fortæl så en sand historie uden at forberede dine lyttere på dens autencitet. De vil uden undtagelse gå ud fra, at den også er en opdigtet fortælling, for du har reelt ikke givet dem grund til andet.

Lignelsens indhold

Forud for historien har Jesus et sammenstød med farisæerne, der gjorde nar af ham på grund af hans lære. (v14) Læsere med tro på helvede lægger gerne vægten på v25 og ser det som historiens store pointe, at den rige mand lider, mens Lazarus trøstes. Dette er dog ikke hovedpointen, snarere skal det ses som forklaringen på historien – det er rammen for fortællingen og på de præmisser, man forstår dens handling (selv om det ikke er teologisk korrekt).

Det samme gælder alle de andre detaljer, der om muligt gør historien endnu mere absurd, hvis man skal forestille sig, at den beskriver virkelige forhold. Læg eksempelvis mærke til den detalje, at englene fløj af sted med Lazarus og lagde ham i Abrahams skød. (v22) Og læg mærke til, at den rige mand vågnede op i flammerne, altså ingen opstandelse og ingen dom. (v23) Eller filosofér lidt over det næsten latterlige ved, at Abraham kommunikerer med én, der er gået fortabt. Hvad værre er, den rige mand pines samtidig med, at livet går videre for hans brødre (v27) – dermed skrives al eskatologi og alt vi overhovedet ved om de sidste tider og om dommen ud af ligningen! For øvrigt, har Abraham magt til at rejse folk fra de døde? (v27)

Historiens egne tåbelige præmisser tvinger de seriøse læsere til at konkludere, at dette må være en opdigtet historie, en lignelse.

Men det er ikke spildt blæk, tværtimod. Alt dette tjener til den langt større pointe, Jesus giver i v31 (i slutningen af historien, hvor det pædagogisk set også giver mest mening at komme med en morale): “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.”

Der er selvfølgelig en klar pointe i, at den rige mand går fortabt, mens Lazarus frelses, men det er stadig kun halvdelen af, hvad Jesus ønskede sige, og under alle omstændigheder kan lignelsen ikke forstås som en detaljerig forklaring på fortabelsens karakter, de absurde detaljer taget i betragtning. Den endelige pointe, som Jesus bevægede sig imod, er om muligt mere relevant end nogensinde: Gud giver sin frelse gennem sit åbenbarede ord (Bibelen) til dem, som tager det alvorligt.

Hvorfor Lazarus?

Men hvorfor vælger Jesus så at kalde lignelsens hovedperson ved navn? Det er for det første en iøjnefaldende detalje, at det er manden, der ligger ved byporten, uden penge og med sår, som har et navn, mens det er den rige mand med den store ejendom og fem brødre, som ikke har et navn. Dette kan i sig selv ses som en litterær pointe. Når en person gives et navn, altså en identitet, så gives han en personlighed og han levendegøres for lytterne til historien.

For det andet, så kan det ses som en reference til en anden historie (Joh 11), som faktisk er sand, hvor Jesus faktisk rejste en mand fra de døde, der hed Lazarus. De to karakterer har dermed mere til fælles end bare deres navn, idet de begge har smagt døden. Hvis man antager, at Jesus fortæller denne lignelse efter at have opvakt Lazarus, så er det ganske givet derfor, navnet har ligget ham på sinde, da han har fortalt om en mand, der skulle dø, og som nogen skulle foreslå blev opvakt.

Der kan være en helt anden forklaring på navnet. Uanset, så er navnet i sig selv i hvert fald ikke et entydigt argument for, at lignelsen skal forstås bogstaveligt.

Vandrehistorier på Jesu tid

En teori om Jesu lignelser, som er værd at overveje, er, at Jesus ofte tog historier, lytterne kendte og gav dem sit eget twist. Dette har jeg ikke noget stærkt bevis for, men hvis vi overvejer det, så giver det frygtelig god mening fra et pædagogisk synspunkt. Jesus gør op med folketroen ved at tage jødiske myter og vende dem på hovedet (ændre slutningen) for at forkynde Guds riges sande karakter.

Man kunne eksempelvis forestille sig, at der allerede fandtes en original version af “Lignelsen om arbejderne i vingården” (Matt 20), hvor hver arbejder fik efter fortjeneste. Jesus fortalte samme historie, men gav den så et twist ved, at vingårdsejeren gav hver arbejder den samme løn. Skaren, som troede de kendte historien, stod nu og kiggede måbende på Jesus, som afsluttede historien med sin egen pointe: “Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.” (Matt 20,16)

På samme måde har man indenfor buddhismen også en version af “Lignelsen om den fortabte søn”, som optræder i Lukas 15 (altså lige inden “Den rige mand og Lazarus”). I den buddhistiske version vender sønnen hjem, og han arbejder for sin fars hus og gør sig gradvist (altså over en lang periode) fortjent til endelig at møde sin far igen. I kontrast til denne historie står den kristne version – altså Jesu udgave af samme historie – hvor faderen løber ham i møde, kysser ham, giver ham ring på fingeren, sko på fødderne og slagter fedekalven for at holde velkomstgilde.

Så er det store spørgsmål: Er det samme tilfældet med “Lignelsen om den rige mand og Lazarus”? På mit universitet i England har en MA-studerende ved navn Juan skrevet sin “dissertation” om netop dette emne, og han vil umiddelbart svare ja. Altså er der en kæmpestor dimension, der er gået tabt, når vi almindeligvis læser Jesu lignelser, fordi vi ikke er bekendt med de folkemyter, han oprindeligt trak på.

Opsummering og konklusion

Skulle du undervejs have undgået at få øje på min pointe, så er det denne: Det er aldeles ubegrundet, næsten pinligt, at påstå, at Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus er en sand historie.

Mine primære argumenter i dette indlæg var disse:

1. Den optræder i en kontekst af lignelser og metaforer.
2. Fortællingens rammer er grundløse teologisk set, og i konflikt med alt andet, vi ved fra Det Nye Testament, både fra Jesu egne udtalelser og apostlenes.
3. Der er andre og mere sandsynlige forklaringer på navnet Lazarus.
4. Jesu lignelser var baseret på historier, som lytterne i forvejen kendte. Jesus brugte disse til at formidle sine egne pointer om Guds rige.