Seeking the Bulletproof

Jeg er i gang med 1000 bøger. På mange måder afspejler det mit liv generelt. Jeg er en starter, men ikke en afslutter. Det betyder dog ikke, at jeg aldrig læser det sidste kapitel – nogen gange er det nemlig dér, jeg starter. (Undtagen romaner)

Jeg tager noter til mig selv, men der er ingen grund til ikke at dele disse. På den måde kan wordpress også tjene som en slags back-up for mig.

The Pharisee’s Guide to Perfect Holiness:
A study of sin and salvation. (ISBN: 0-8163-1075-0)
by George R. Knight.

Preface: A Word to the Reader

“The book’s undergirding thesis is that different definitions of sin lead to varying approaches to “achieving” righteousness.”

Dette giver egentlig god mening. Vores løsninger stemmer som regel overens med vores forståelse af problemet. Så hvis synd er én dårlig gerning, så er løsningen på synd enten ikke at gøre det eller at gøre det modsatte for at veje op for den.

Det betyder også, at vi ganske åbenlyst taler forbi hinanden, når vi bliver ved med at diskutere løsninger på det problem, vi antager, vi er enige om.

“One thing especially surprised me during my study for this book, and that was the amount of agreement between Christians of various backgrounds on the essential elements of what God does for and in people in His great salvific work. Even Adventists of apparently opposite postures were generally in agreement when pushed to be specific by the “hard questions” of theory and life.”

Jeg skal ikke kunne sige, om uenigheden i Adventistkirken er større end i mange andre trossamfund omkring dette, men jeg mærker tydeligt et skel i min egen omgangskreds, hvor nogen faktisk mener, man kan “holde op” med at synde. Officielt møder de ikke opbakning fra kirken, men deres antal skal ikke undervurderes.

Men graver vi dybt nok, kan vi alligevel finde et fælles grundlag, vil Knight altså påstå.

Chapter 1. Pharisees Are Good People.

Titlen på dette kapitel er ikke ironisk. Knight starter med at rose farisæerne og give lidt baggrund. Den jødiske bevægelse (på engelsk kaldet sekt) startede efter jøderne kom tilbage fra Babylon, og der vågnede en oprigtig vilje til ikke at forlade Gud igen, sådan som det var sket i fortiden. Knight kunne evt. have henvist til Daniel 9.

Så initiativet, der startede farisærismen, var sådan set godt ifølge Knight.

De elskede, beskyttede og respekterede Skrifterne. De elskede loven og for ikke at bryde den lavede de ekstra regler, så de ikke engang kom tæt på at bryde den, altså for helt at undgå fristelse. Dette var også i sig selv en prisværdig indsats. Knight roser også farisæerne for at sætte gode eksempler for resten af folket med en interesse i også at lede dem ind på rette spor og holde Guds lov. Desuden roser han dem for at have Messias’ komme for øje.

“The Pharisees sought to pave the way for the coming of the Christ through godly living. Their motivations were praiseworthy in every way.”

(Er dette ikke også visse adventisters motivation for at holde loven? Altså at Jesus vil komme hurtigere igen, hvis vi bliver “pletfrie”?)

Når alt det positive er sagt, går Knight videre til det dårlige:

“The central problem in the [...] approach to God and salvation was an inadequate view of sin and its effect on human ability. [...] sin came to be viewed generally as a specific act rather than as a condition of the heart and mind.”

Her lægges vist grunden til det kapitel 2 om, hvad synd egentlig er.

Hos farisæerne var synd først og fremmest konkrete handlinger, og “arvesynden” (hvad end vi lægger i denne) havde stort set ingen betydning. Man anerkendte, at alle mennesker har en tendens til at synde, men denne tendens blev bagatelliseret ved, at man sagde, Adam havde samme tendens, allerede før han syndede – altså at den var medskabt.

En anden forståelse, der nok er meget forskellig fra nutidig kristnes syn på synden, er, at “retfærdig” ikke er ham, som aldrig nogensinde synder. Man er “retfærdig”, hvis ens gode gerninger vejer tungere end ens onde gerninger. Hvis du har gjort mere godt end ondt, så kendes du retfærdigt, ville de sige.

“The Jewish Mishnah puts it nicely when it says, “The world is judged by grace, yet all is according to the excess of works [that be good or evil].”
The Talmud later presented the same thought: “One who performs mostly good deeds inherits the Garden of Eden, and one who performs mostly transgressions inherits Gehenna [hell].”

Stolthed blev et stort problem for farisæerne, ikke fordi det i sig selv nødvendigvis er et problem at regne sig for god, men fordi man typisk regner sig for god i forhold til andre. Man kommer derfor også til at hade andre for deres overtrædelser.

(Dette ses måske tydeligst i Jesu lignelse i Lukas 18,9-14, hvor manden siger: “Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér.”)

Som sagt startede farisæerne også en mundtlig tradition af regler i tillæg til den skriftlige, de havde arvet fra Moses. De nye regler skulle sikre, at man ikke brød de inspirerede. Desværre blev de blandet sammen, så på Jesu tid havde man 1.521 regler om, hvordan man skulle sikre sig, at man holdt sabbatten, men et brud på en af disse regler blev efterhånden sat lig et brud på sabbatten. Farisæerne beskyttede lovens bogstaver, men dræbte dens ånd – endda helt bogstaveligt, da de fik Jesus (som prædikede lovens ånd) korsfæstet.

Hvad George Knight skriver om M. L. Andreasen og adventismen:

På et tidspunkt i kapitlet sammenligner George Knight farisæernes opfattelse af synd med en adventistteologs opfattelse i 1930′erne og 40′erne, nemlig M. L. Andreasen. Han citerer ham også, og jeg tillader mig at gøre det samme (så alt hvad du ser nu er fra M. L. Andreasen, ikke Knight):

“”Every victory hastens the process. There are few Christians who have not gained the victory over some sin that formerly … overcame them.”"

“On that point he is sanctified. As he has been victorious over one besetment, so he is to become victorious over every sin. When the work is complethed, when he has gained the victory over pride, ambition, love of the world–over all evil–he is ready for translation. He has been tried in all points. The evil one has come to him and found nothing. Satan has no more temptations for him. He has overcome them all. He stands without fault before the throne of God. Christ places His seal upon him…”

“Thus it shall be with the last generation of men living on the earth. Through them God’s final demonstration of what He can do with humanity will be given… [The final generation] will be subjected to every temptation, but they will not yield. They will demonstrate that it is possible to live without sin–the very demonstration for which the world has been looking…. It will become evident to all that the gospel really can save to the uttermost.”

Alle de understregede termer viser, at Andreasen opfattede synd konkret (ligesom farisæerne gjorde), og det sidste citat beskriver “den sidste generation” som Guds bevis på, at man kan leve uden synd.

Knight bemærker, at disse citater er blandt de vigtigste i hele forståelsen af adventisternes opfattelse af synd og helliggørelse i det 20. århundrede. Han bemærker, at han også tror på en “pletfri” generation, sådan som der står skrevet i Åbenbaringen 14,5: “de er uden fejl”. Men han bemærker (igen), at det er tilgangen til synd, der deler vandene.

(Samme tilgang til begrebet synd har flere af mine studiekammerater for øvrigt, selv om den ikke nyder speciel opbakning fra det adventistuniversitet, vi studerer på, i hvert fald har flere af mine lærere udfordret denne position)