jump to navigation

Når Miraklet sker juli 8, 2008

Posted by Lars in Åbenbaringen, Dæmoner, Det Gamle Testamente, Evangelist, Helbredelse, Helligånden, Karismatisme, Kritik, Mirakler, Videnskab.
trackback

(Første gang bragt 27. december 2006 på Powerbogen.dk.)

Hvad skal der til for at overbevise dig?

For mange mennesker er det miraklet. De vil ikke bare se det ske, for de har tusind gange set tryllekunstnere lave illusionsnumre. De vil mærke det, på deres egen krop. Tryllekunstnerne kan mange ting, men de kan ikke få dit ben til at vokse ud, så det svarer til det andet i længde. De kan ikke bringe dit syn tilbage. De kan ikke fjerne dit mavesår, og de kan ikke fikse din kæbe eller fjerne din kræftknude.

Men disse ting kan ske hos Evangelist, siges det. De lægger naturligvis vægt på, at det sker ved Guds kraft, ikke ved deres egen. Således berettes det af utallige på Evangelists hjemmeside, at Gud har gjort fabelagtige mirakler i deres liv, helbredt dem for sygdom, både de psykiske og de fysiske. Alligevel foreligger der ingen dokumentation for miraklerne, desværre.

Hedblog (Christian Hedegaards blog) underbygges påstanden dog flere gange af forskellige læger, at Evangelist hjælper psykisk syge ved at give dem noget at tro på. Den ene af lægerne, Hendrik Franow, som er 1. reservelæge for Vejle Sygehus, sætter det i relation til Placebo-effekten og siger: “Videnskaben bekræfter dermed at troen (på en sukkertablet, en meningsløs operation eller på Gud) kan have en positiv virkning på et sygdomsforløb eller endda være årsagen til helbredelsen.” Det er ham angiveligt derfor heller ikke et problem at tro på, at Evangelist kan udrette noget i folks liv.

Et andet sted på bloggen argumenterer en læge – Berit Linde, 1. reservelæge, Aalborg Sygehus – for Evangelists succes med at kurere de psykiske tilfælde. Hun siger: “Danmark [har] et stort behov for en organisation som Evangelist, der har som deres vision at hjælpe mennesker med misbrugsproblemer og psykiske lidelser.” Og så siger hun: “De har igennem deres arbejde på Vildkildegård ved Arnborg og Tabitas hus i Gørløse været med til, at hjælpe mennesker med psykiske lidelser til at blive raske, så at de klarer sig uden den medicin, som de har fået i årevis og nu lever velfungerende liv, hvor de tager ansvar for sig selv og verdenen omkring dem.”

Hvor begge læger argumenterer for Evangelists sundhedsvirksomheder, så er der dog ingen af dem, der bekender en tro på Gud på baggrund af Evangelists foretagender. De oplever stor succes hos Evangelist, men ingen af dem kalder det mirakler, selv om den ene erkener, at der kan være tale om mirakler, ligesom der kan være tale om det med placebo-effekten. Sidstnævnte begrunder Evangelists succes med deres kærlighed og omsorg. Man får dog let det indtryk, at for Berit Linde kunne det være en hvilken som helst institution, der påtog sig Evangelists arbejde, verdslig såvel som religiøs, hvis blot der blev gjort det arbejde, som sundhedssystemet ikke har overskud til.

Mange mennesker i Evangelist kan stå inde for, at der sker mirakler. Alligevel finder vi det ikke påstået af nogen læger, end ikke dem som Christian Hedegaard trækker ind på sin blog som venner. Skulle en læge ikke kunne dokumentere for et mirakel, hvis det var sket, rent fysisk? Jeg synes, det er en tankevækkende detalje, som er værd at have med, selv om nogen måske vil være uenige. Min første pointe er, at det er stadig et spørgsmål om tro på Evangelist, om der virkelig er tale om mirakler, eller om det er ren marketing.

Mirakler – dengang!

Nogen vil mene, at hvis det er tilfældet, så bør vi alle lægge vores liv om og følge Evangelists vej til Gud. Jeg er selv kristen, og jeg tror på en Gud, som kan gøre mirakler. En tvivl på Guds evner er på det punkt til grin, når først man har erkendt hans eksistens. Hvis Gud er til, så kan han ikke overvurderes. Jeg tror derfor også på, at hvis vi beder for nogen, så sker der af og til mirakler, men jeg kan så også konstatere, at nogen gange sker det bare ikke. Men det mest provokerende (for visse andre kristne) er nok min overbevisning om, at der nogen gange sker mirakler, uden at Gud har noget som helst med det at gøre. Dette vil jeg vende tilbage til lidt senere.

I bibelen fortælles en historie om en fyr ved navn Elias. Det fortælles, at der på det tidspunkt ikke var særlig mange, som troede på den samme Gud, som han troede på. I stedet var det meste af Israel gået over til at tro på en afgud ved navn Ba’al. Elias udfordrede så disse profeter: “Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er fire hundrede og halvtreds Ba’al-profeter. Lad os nu få to tyre. Så kan de vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til. I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud.” (1 Kong 18,22-24)

Selv om brændoffer nok er meget fremmed for os i dag, så kan man forestille sig, at en sådan fortælling i mange sammenhæng vil falde i god jord. Det er en god måde at teste på, om man har fat i den rette Gud, altså at få den rette til at kaste ild ned fra himlen. Hvad man i denne sammenhæng bør lægge mærke til er, at Elias ikke selv kom på ideen at udfordre Gud. Han levede et liv i tæt kontakt med Gud, hvor han fulgte Guds vejledning. Det var Guds plan, ikke Elias’, at Guds kraft her skulle åbenbares med ild.

“Ved aftenofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde: »Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette. Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erfare, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte.« Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op.” (1 Kong 18,36-38)

Mirakler – i dag!

Hvorfor nævne denne historie? Fordi jeg finder det interessant, at der i bibelen selv refereres til netop denne historie i Åbenbaringen. Åbenbaringen er en bog, der fortæller om det, som skal ske indtil enden og den nye begyndelse (Åb 4,1). De fleste mennesker, selv dem som ingen øvrig kendskab har til kristendommen eller bibelen, har hørt om 666. Det er dyrets tal, og det fremgår af Åbenbaringen, at det er et mennesketal.

Lad mig bare slå fast på forhånd, at jeg ikke ønsker at sige, at Evangelist har nogen som helst relation til 666. Det er ikke en sådan beskyldning, jeg kommer med. Dette er udelukkende for at forsøge at reflektere lidt over fænomenet, mirakler.

Der står om dette dyr, at det “gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himlen ned på jorden for øjnene af menneskene.” (Åb 13,13) Der er altså ingen tvivl om, at ilden i denne sammenhæng er en klar reference til det, Gud gjorde for øjnene af Elias og alle Ba’al-profeterne på Karmels bjerg. Bibelen fortæller os, at der engang skal træde nogen frem (666), og vedkommende skal gøre undere, som vi kun troede, at Gud kunne udføre dem.

Dét, der tidligere beviste Gud, vil i fremtiden (måske allerede her i nutiden) tjene som det ondes virkemiddel for at lede folk på vildspor. Derfor bør vi være på vagt og ikke lade os forføre af tegn og mirakler. De samme advarsler kommer direkte fra Jesus selv: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt 7,21-23)

På den yderste dag vil der altså stå folk, som mener at have uddrevet dæmoner og helbredt og gjort en masse godt i Jesu navn – men Jesus vil vise dem bort, fordi de alle deres fantastiske gerninger til trods ikke havde et reelt forhold til ham. De havde ingen syndserkendelse, og de har aldrig taget imod Guds nåde. Igen vil jeg pointere, at jeg på ingen måder forsøger at sætte Evangelist ind i Jesu lignelse. Min pointe er bare, at miraklerne – det være sig dæmonuddrivelser eller helbredelser – i sig selv er ligegyldige. Jesus siger det endnu tydeligere i Mark 13,22-23: “for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre tegn og undere for om muligt at føre de udvalgte vild. Men tag jer i agt! Jeg har sagt jer det hele forud.”

Miraklerne er i dag altså ingen gyldig garanti for, at det, mirakelmagerne står for, er det rigtige. Ser du et mirakel hos Evangelist, måske en helbredelse, så glæd dig på vegne af den helbredte (ikke mindst hvis det er dig selv). Men tag ikke af den grund alting, Evangelist siger for gode varer. Vær kritisk (men stadig åben) og forhold dig fortsat til Evangelist med den sunde fornuft, som Gud har skænket dig. Er du kristen, så vil jeg anbefale dig at veje alt i forhold til skrifterne, og har du ringe forståelse af skrifterne, så prøv i begyndelsen at opsøge nogle forskellige, der har stor indsigt, men som stiller sig forskelligt i debatten. Bed dog først og fremmest om Helligåndens vejledning.

Sådan tænker jeg. Take it or leave it.

Kommentarer»

1. Linealis - juli 10, 2008

Interessante udtalelser fra disse læger. Når man tænker på den virak der opstod omkring Thomas Teglgaard, bliver det spændende at se, hvilke konsekvenser deres udtalelser får.

2. Lars Dorland - juli 10, 2008

Som sagt er det længe siden, jeg skrev denne artikel, så jeg tvivler på, at deres udtalelser på nuværende tidspunkt får nogen som helst følger, vi kommer til at høre om. 😉


Skriv en kommentar