Seeking the Bulletproof

Ateisten: Jeg ved, der ikke er nogen gud.
Agnostikeren: Jeg ved ikke, om der er nogen gud.
Den kristne: Jeg tror på Gud.

En forklaring af billedet

Det er 1.000.000 gange lettere at bevise Gud end at modbevise eksistensen af nogen Gud. Ateisten kan aldrig påstå at have modbevist Gud, allerhøjst at have bevist, hvor der ikke var nogen gud. Men selv dér vil der altid være mere rum og flere dybder, som han ikke har undersøgt, og man vil altid kunne påstå, at hans redskaber og apparater – som han selv har lavet på en forudantagelse af, hvad Gud er – ikke er gode nok.

Men den kristne skal kun have set Gud én gang for at have bevis for hans eksistens. Og det er komplet ligegyldigt, hvor han får dette bevis, fordi hvis Gud eksisterer ét sted, så eksisterer han! Hvorimod hvis Gud ikke eksisterer ét sted, så er der intet til hinder for, at han kan eksistere et andet sted. Derfor er det, som sagt, 1.000.001 gange lettere at bevise Gud end at modbevise eksistensen af nogen gud. Begge konklusioner er dog et skridt i tro.

Et skridt for agnostikeren

Ateisten peger fingre af den kristne for at have gjort en antagelse, han på ingen måde kan bevise: at Gud er til. Men faktisk har ateisten taget samme skridt, bare med modsat fortegn, ved helt at udelukke, at der er en Gud. Den eneste, der ikke har taget noget skridt, er agnostikeren, der forholder sig realistisk til sin uvidenhed og derfor udsætter beslutningen om, hvad han vil tro på.

Dermed er kristendommen i sin grundantagelse mere ærlig, end ateismen nogensinde bliver. Som kristen indrømmer jeg jo, at jeg har taget et skridt i tro. Ateisten, derimod, bliver ved med at påstå, at han forholder sig til fakta – men den eneste, der forholder sig objektivt til fakta, er agnostikeren, som udsætter beslutningen om, hvad han vil tro.

Kilden til troen

De kristne påstår, at deres tro kom via åbenbaring. Ateisten påstår, at deres tro kom via menneskets fornuft. Begge dele er som sagt et skridt for eller imod, men mens den kristne påstår at have modtaget vejledning, så påstår ateisten selv at have regnet svaret ud. Den første ateist var altså en agnostiker – en mand i tvivl – der vejledte sig selv til at tage et skridt i tro. Den første kristne var en agnostiker – en mand i tvivl – der modtog vidnesbyrd fra nogen, der mente at vide bedre.

Så hvis man er agnostiker og skal tage et skridt i tro – og det bliver man nødt til, hvis man nogensinde vil være andet end agnostiker – så står valget mellem disse to ting. Man kan tro på sig selv, når først man har valgt at tro på ateismen, men da må man i og for sig tro allerede. Eller man kan tro på et vidnesbyrd fra nogen, som mente at vide bedre, ikke bare tro.

Det var viden, der startede kristendommen

Kristendommen adskiller sig fra alle andre religioner på en række meget interessante punkter. Ét af de mest interessante punkter er, at de første kristne ikke baserede deres tro på en mands påstande, men på fakta (Læs f.eks. 2 Pet 1,16-18 og 1 Kor 15,12-19). Derfor skal der stadig tages et skridt i tro, men hvordan det så er interessant, det vil jeg skrive mere om i et kommende blog indlæg.