Seeking the Bulletproof lukker hermed officielt. Mange af mine serier har løse ender, so be it. Til gengæld har jeg lavet en lille blog, der hedder Simply Reading it. Den er engelsk og vil beskæftige sig mere direkte med bibelen. Selv om jeg ikke længere agter at opdatere Seeking the Bulletproof, så vil jeg heller ikke slette bloggen. Her ligger jo en del fine indlæg, hvis jeg selv skal sige det.

I might have stolen the story, but I drew the pictures.
Anyway, feel free to share.

Download: Footprints in the Sand

For dem der skulle have glemt det, så er Brokeback Mountain en film om to mænd, der ude i Guds smukke natur bliver opslugt af begær efter hinanden og dyrker voldsom analsex i deres lille telt. Denne historie blev hyldet som en moderne kærlighedshistorie og belønnet med utallige filmpriser.

Historiens to hovedpersoner, Jack og Ennis, er ellers vildt fremmede og har ikke været sammen i særlig mange dage, før den ene pludselig lægger sig ovenpå den anden. Hele filmen igennem skændes de meget og på et tidspunkt bliver den ene endda så vred, at han brækker den andens næse. Ikke desto mindre bevarer de båndet, og det lykkes dem da også at holde hinanden ud under og lige efter sex.

At deres relation er stærk kan der naturligvis ikke sås tvivl om. Den er faktisk så stærk, at den uden undtagelse ødelægger alle andre forhold i deres liv. Hovedpersonen gifter sig med sin forlovede (efter sine seksuelle aktiviteter med en anden), men synes senere aldeles ligeglad med hende, og i nogen grad også med børnene. Der bliver løjet og bedraget, og vi ser aldrig det mindste glimt af fortrydelse eller anger over hans ugerninger mod familien. Tværtimod synes slutbudskabet at være, at han ikke prioriterede sin relation med sin bøssepartner højt nok, mens han havde chancen.

Specielt én scene i filmen er fuldstændig grotesk. Filmens hovedperson opfører sig komplet uansvarligt, men musikken giver signal til, at vi som seere bør blive rørt over vanviddet. En kristen anmelder lagde mærke til samme scene og kommenterede:

“When Alma first learns about Jack, she asks her husband, “He somebody you used to cowboy with?” Ennis quickly claims they were just “fishin’ buddies.” Then, after beginning a series of blatant lies, he does not hesitate to passionately kiss Jack right outside his own front door, smashing his vows with wild abandon, and destroying Alma’s heart and the trust of his children in the process. This is not the stuff of a “love story,” no matter how many critics call it that. This is lust, pure and simple.” (Jeffrey Overstreet)

Dermed henviser Overstreet også til den ene lille ting, der er mere tragisk end filmens tone i sig selv, nemlig at utallige filmkritikere udtrykte vild begejstring over denne absurde tragedie.

I den ene avis efter den anden – og diverse ugemagasiner også – stod der med store bogstaver, at “her var en sand kærlighedsfilm”, og filmen blev da også belønnet med 3 oscars, tilmed for sit manuskript. På Rotten Tomatoes, som samler og laver statistik over anmeldelser, får den 87 procent positive anmeldelser. Bladrer man anmeldelser igennem, så ser man, at historien om de to mænd, hvis liv destrueres af ukontrolleret begær, bliver kaldt “banebrydende” og “vigtig for den tid, vi lever i”. Visse anmeldere har endda valgt at benytte ordet “pure” om det forhold, der skildres i filmen.

Det viser en tendens i den vestlige verden, hvor kærlighed først og fremmest karakteriseres ved, at man bare ikke kan holde bukserne på. Når instinktet tager over; når man er tvunget af indre kræfter til at kaste sig nøgne over hinanden med fråde om munden; når man bliver slaver for det seksuelle begær og modvilligt bliver trukket ud i uslukkelig afhængighed — ja, så er der dømt kærlighed i Hollywood! Og skarerne jubler og rejser sig i et rungende “da capo” …

Andre blogindlæg om samme emne:

• Needs of a Lover
• Hvad kærlighed ikke er.

Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.
Salme 34,19

Ateisten: Jeg ved, der ikke er nogen gud.
Agnostikeren: Jeg ved ikke, om der er nogen gud.
Den kristne: Jeg tror på Gud.

En forklaring af billedet

Det er 1.000.000 gange lettere at bevise Gud end at modbevise eksistensen af nogen Gud. Ateisten kan aldrig påstå at have modbevist Gud, allerhøjst at have bevist, hvor der ikke var nogen gud. Men selv dér vil der altid være mere rum og flere dybder, som han ikke har undersøgt, og man vil altid kunne påstå, at hans redskaber og apparater – som han selv har lavet på en forudantagelse af, hvad Gud er – ikke er gode nok.

Men den kristne skal kun have set Gud én gang for at have bevis for hans eksistens. Og det er komplet ligegyldigt, hvor han får dette bevis, fordi hvis Gud eksisterer ét sted, så eksisterer han! Hvorimod hvis Gud ikke eksisterer ét sted, så er der intet til hinder for, at han kan eksistere et andet sted. Derfor er det, som sagt, 1.000.001 gange lettere at bevise Gud end at modbevise eksistensen af nogen gud. Begge konklusioner er dog et skridt i tro.

Et skridt for agnostikeren

Ateisten peger fingre af den kristne for at have gjort en antagelse, han på ingen måde kan bevise: at Gud er til. Men faktisk har ateisten taget samme skridt, bare med modsat fortegn, ved helt at udelukke, at der er en Gud. Den eneste, der ikke har taget noget skridt, er agnostikeren, der forholder sig realistisk til sin uvidenhed og derfor udsætter beslutningen om, hvad han vil tro på.

Dermed er kristendommen i sin grundantagelse mere ærlig, end ateismen nogensinde bliver. Som kristen indrømmer jeg jo, at jeg har taget et skridt i tro. Ateisten, derimod, bliver ved med at påstå, at han forholder sig til fakta – men den eneste, der forholder sig objektivt til fakta, er agnostikeren, som udsætter beslutningen om, hvad han vil tro.

Kilden til troen

De kristne påstår, at deres tro kom via åbenbaring. Ateisten påstår, at deres tro kom via menneskets fornuft. Begge dele er som sagt et skridt for eller imod, men mens den kristne påstår at have modtaget vejledning, så påstår ateisten selv at have regnet svaret ud. Den første ateist var altså en agnostiker – en mand i tvivl – der vejledte sig selv til at tage et skridt i tro. Den første kristne var en agnostiker – en mand i tvivl – der modtog vidnesbyrd fra nogen, der mente at vide bedre.

Så hvis man er agnostiker og skal tage et skridt i tro – og det bliver man nødt til, hvis man nogensinde vil være andet end agnostiker – så står valget mellem disse to ting. Man kan tro på sig selv, når først man har valgt at tro på ateismen, men da må man i og for sig tro allerede. Eller man kan tro på et vidnesbyrd fra nogen, som mente at vide bedre, ikke bare tro.

Det var viden, der startede kristendommen

Kristendommen adskiller sig fra alle andre religioner på en række meget interessante punkter. Ét af de mest interessante punkter er, at de første kristne ikke baserede deres tro på en mands påstande, men på fakta (Læs f.eks. 2 Pet 1,16-18 og 1 Kor 15,12-19). Derfor skal der stadig tages et skridt i tro, men hvordan det så er interessant, det vil jeg skrive mere om i et kommende blog indlæg.

Hvad skal der til for at overbevise dig?

For mange mennesker er det miraklet. De vil ikke bare se det ske, for de har tusind gange set tryllekunstnere lave illusionsnumre. De vil mærke det, på deres egen krop. Tryllekunstnerne kan mange ting, men de kan ikke få dit ben til at vokse ud, så det svarer til det andet i længde. De kan ikke bringe dit syn tilbage. De kan ikke fjerne dit mavesår, og de kan ikke fikse din kæbe eller fjerne din kræftknude.

Men disse ting kan ske hos Evangelist, siges det. De lægger naturligvis vægt på, at det sker ved Guds kraft, ikke ved deres egen. Således berettes det af utallige på Evangelists hjemmeside, at Gud har gjort fabelagtige mirakler i deres liv, helbredt dem for sygdom, både de psykiske og de fysiske. Alligevel foreligger der ingen dokumentation for miraklerne, desværre.

På Hedblog (Christian Hedegaards blog) underbygges påstanden dog flere gange af forskellige læger, at Evangelist hjælper psykisk syge ved at give dem noget at tro på. Den ene af lægerne, Hendrik Franow, som er 1. reservelæge for Vejle Sygehus, sætter det i relation til Placebo-effekten og siger: “Videnskaben bekræfter dermed at troen (på en sukkertablet, en meningsløs operation eller på Gud) kan have en positiv virkning på et sygdomsforløb eller endda være årsagen til helbredelsen.” Det er ham angiveligt derfor heller ikke et problem at tro på, at Evangelist kan udrette noget i folks liv.

Et andet sted på bloggen argumenterer en læge – Berit Linde, 1. reservelæge, Aalborg Sygehus – for Evangelists succes med at kurere de psykiske tilfælde. Hun siger: “Danmark [har] et stort behov for en organisation som Evangelist, der har som deres vision at hjælpe mennesker med misbrugsproblemer og psykiske lidelser.” Og så siger hun: “De har igennem deres arbejde på Vildkildegård ved Arnborg og Tabitas hus i Gørløse været med til, at hjælpe mennesker med psykiske lidelser til at blive raske, så at de klarer sig uden den medicin, som de har fået i årevis og nu lever velfungerende liv, hvor de tager ansvar for sig selv og verdenen omkring dem.”

Hvor begge læger argumenterer for Evangelists sundhedsvirksomheder, så er der dog ingen af dem, der bekender en tro på Gud på baggrund af Evangelists foretagender. De oplever stor succes hos Evangelist, men ingen af dem kalder det mirakler, selv om den ene erkener, at der kan være tale om mirakler, ligesom der kan være tale om det med placebo-effekten. Sidstnævnte begrunder Evangelists succes med deres kærlighed og omsorg. Man får dog let det indtryk, at for Berit Linde kunne det være en hvilken som helst institution, der påtog sig Evangelists arbejde, verdslig såvel som religiøs, hvis blot der blev gjort det arbejde, som sundhedssystemet ikke har overskud til.

Mange mennesker i Evangelist kan stå inde for, at der sker mirakler. Alligevel finder vi det ikke påstået af nogen læger, end ikke dem som Christian Hedegaard trækker ind på sin blog som venner. Skulle en læge ikke kunne dokumentere for et mirakel, hvis det var sket, rent fysisk? Jeg synes, det er en tankevækkende detalje, som er værd at have med, selv om nogen måske vil være uenige. Min første pointe er, at det er stadig et spørgsmål om tro på Evangelist, om der virkelig er tale om mirakler, eller om det er ren marketing.

Mirakler – dengang!

Nogen vil mene, at hvis det er tilfældet, så bør vi alle lægge vores liv om og følge Evangelists vej til Gud. Jeg er selv kristen, og jeg tror på en Gud, som kan gøre mirakler. En tvivl på Guds evner er på det punkt til grin, når først man har erkendt hans eksistens. Hvis Gud er til, så kan han ikke overvurderes. Jeg tror derfor også på, at hvis vi beder for nogen, så sker der af og til mirakler, men jeg kan så også konstatere, at nogen gange sker det bare ikke. Men det mest provokerende (for visse andre kristne) er nok min overbevisning om, at der nogen gange sker mirakler, uden at Gud har noget som helst med det at gøre. Dette vil jeg vende tilbage til lidt senere.

I bibelen fortælles en historie om en fyr ved navn Elias. Det fortælles, at der på det tidspunkt ikke var særlig mange, som troede på den samme Gud, som han troede på. I stedet var det meste af Israel gået over til at tro på en afgud ved navn Ba’al. Elias udfordrede så disse profeter: “Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er fire hundrede og halvtreds Ba’al-profeter. Lad os nu få to tyre. Så kan de vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til. I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud.” (1 Kong 18,22-24)

Selv om brændoffer nok er meget fremmed for os i dag, så kan man forestille sig, at en sådan fortælling i mange sammenhæng vil falde i god jord. Det er en god måde at teste på, om man har fat i den rette Gud, altså at få den rette til at kaste ild ned fra himlen. Hvad man i denne sammenhæng bør lægge mærke til er, at Elias ikke selv kom på ideen at udfordre Gud. Han levede et liv i tæt kontakt med Gud, hvor han fulgte Guds vejledning. Det var Guds plan, ikke Elias’, at Guds kraft her skulle åbenbares med ild.

“Ved aftenofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde: »Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette. Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erfare, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte.« Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op.” (1 Kong 18,36-38)

Mirakler – i dag!

Hvorfor nævne denne historie? Fordi jeg finder det interessant, at der i bibelen selv refereres til netop denne historie i Åbenbaringen. Åbenbaringen er en bog, der fortæller om det, som skal ske indtil enden og den nye begyndelse (Åb 4,1). De fleste mennesker, selv dem som ingen øvrig kendskab har til kristendommen eller bibelen, har hørt om 666. Det er dyrets tal, og det fremgår af Åbenbaringen, at det er et mennesketal.

Lad mig bare slå fast på forhånd, at jeg ikke ønsker at sige, at Evangelist har nogen som helst relation til 666. Det er ikke en sådan beskyldning, jeg kommer med. Dette er udelukkende for at forsøge at reflektere lidt over fænomenet, mirakler.

Der står om dette dyr, at det “gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himlen ned på jorden for øjnene af menneskene.” (Åb 13,13) Der er altså ingen tvivl om, at ilden i denne sammenhæng er en klar reference til det, Gud gjorde for øjnene af Elias og alle Ba’al-profeterne på Karmels bjerg. Bibelen fortæller os, at der engang skal træde nogen frem (666), og vedkommende skal gøre undere, som vi kun troede, at Gud kunne udføre dem.

Dét, der tidligere beviste Gud, vil i fremtiden (måske allerede her i nutiden) tjene som det ondes virkemiddel for at lede folk på vildspor. Derfor bør vi være på vagt og ikke lade os forføre af tegn og mirakler. De samme advarsler kommer direkte fra Jesus selv: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt 7,21-23)

På den yderste dag vil der altså stå folk, som mener at have uddrevet dæmoner og helbredt og gjort en masse godt i Jesu navn – men Jesus vil vise dem bort, fordi de alle deres fantastiske gerninger til trods ikke havde et reelt forhold til ham. De havde ingen syndserkendelse, og de har aldrig taget imod Guds nåde. Igen vil jeg pointere, at jeg på ingen måder forsøger at sætte Evangelist ind i Jesu lignelse. Min pointe er bare, at miraklerne – det være sig dæmonuddrivelser eller helbredelser – i sig selv er ligegyldige. Jesus siger det endnu tydeligere i Mark 13,22-23: “for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre tegn og undere for om muligt at føre de udvalgte vild. Men tag jer i agt! Jeg har sagt jer det hele forud.”

Miraklerne er i dag altså ingen gyldig garanti for, at det, mirakelmagerne står for, er det rigtige. Ser du et mirakel hos Evangelist, måske en helbredelse, så glæd dig på vegne af den helbredte (ikke mindst hvis det er dig selv). Men tag ikke af den grund alting, Evangelist siger for gode varer. Vær kritisk (men stadig åben) og forhold dig fortsat til Evangelist med den sunde fornuft, som Gud har skænket dig. Er du kristen, så vil jeg anbefale dig at veje alt i forhold til skrifterne, og har du ringe forståelse af skrifterne, så prøv i begyndelsen at opsøge nogle forskellige, der har stor indsigt, men som stiller sig forskelligt i debatten. Bed dog først og fremmest om Helligåndens vejledning.

Sådan tænker jeg. Take it or leave it.

The Pharisee’s Guide to Perfect Holiness:
A study of sin and salvation. (ISBN: 0-8163-1075-0)
by George R. Knight.

Chapter 3. Unlawful Uses of the Law

“Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges” (1 Tim 1,8 )
En forkert måde at bruge loven på er som middel til frelse.

Paulus: Loven er god.
“Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt.” (Rom 7,12)
Paulus neddegraderer ikke loven, men sætter den på sin rette plads.

Rom 1-3,23 forklarer syndens omfang, før den går til løsningen på syndens problem.
Rom 3.20 er et opgør med farisæisme: “For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.”
Dette tema skinner gennem alle Paulus’ skriverier. (Rom 4,15; Gal 2,16; 3,10-11)

“In short, the law reveals that there is a serious problem in our lives, but it offers no solutions. It simply leaves people with a death sentence hanging over their heads. Thus Paul got upset when people sought to use law to gain salvation. [Gal 3,1-3]“

Loven giver kun en dødsdom, men troen giver liv.
Loven er dog ikke overflødig af den grund, tværtimod. Rom 3,31: “Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende.”

Formålet med loven

1. At åbenbare Gud for os, den er et udtryk for Guds karakter.

2. At give en standard for, hvordan det ideelle menneske er.
Vi er skabt i Guds billede for at reflektere hans karakter. (1 Mos 1,26-27)

3. Loven er således den standard, verden skal dømmes efter.
(Se bl.a. Rom 2,12-16; Åb 14,6.7; Præd 12,13-14)

4. Loven giver intet håb, derfor er den et motivationsgrundlag til at søge Jesus.
Loven slår os ihjel, så vi flygter vi til Jesu kors for at få liv.
Gal 2,19: “For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud.”

5. En moralsk vejledning og standard for retfærdighed i det kristne liv.
Loven sender os først til Kristus, som frelser os (se 4)
- derpå sender Kristus os tilbage til loven for at opdrage os.

“The New Testament is clear that while the law is not a method of salvation, it does function in the converted Christian life as a normative definition of sin and a guide to Christian living.”

(Konsekvens: Når man vender tilbage til loven, er man sikker på, man er frelst. Ellers er man slet ikke klar til at komme tilbage til den, fordi man ikke har taget mod nåden.)

Dette er, hvad Paulus mener, når han siger, han er “under Kristi lov” (1 Kor 9,21)
(Under Kristi lov handler det ikke om frelse længere, men om at vokse i Kristus)
Det kristne liv er et lov-formet liv – ikke for frelsens skyld, men af hengivenhed.

“Wesleyan Melvin Dieter can suggest that for the converted person the law “becomes a gospel” as it lures us “to the life of love, which is the end of the law.”"

“it should be emphasized again that one of the greatest and most serious confusions of religious history is the failture to make a clear distinction between what one must do to be moral and what one must do to be saved.”

Farisæerne undervurderede synd og misforstod formålet med loven.
Derfor så de stadig loven som en direkte vej til frelse.

“Ellen White wrote that “it was possible for Adam, before the fall, to form a righteous character by obedience to God’s law. But he failed to do this, and because of his sin our natures are fallen and we cannot make ourselves righteous. Since we are sinful, unholy, we cannot perfectly obey the holy law.”"

“J.H. Gerstner expands on the above insights. “The Pharisees’ erroneous interpretation of the law [and law keeping],” he penned, “rested on an erroneous view of mankind. They regarded the fall of Adam as simply the first example of a person deciding wrongly; people can still live correctly after the fall if guided by the law.”

Den “rigtige” lov

De 10 Bud gælder ikke i hele universet.
Fx det 4. bud, sabbatsbuddet, snakker om skabelsen af jorden.
Loven, som vi kender den, er desuden addresseret til synderen. “Du må ikke slå ihjel” er ikke relevant for en engel, et væsen uden synd (og voldelig kreativitet).

Den bibelske betydning af “lov” varierer, men princippet bag alle love er enkelt:
1) Elsk Gud. 2) Elsk mennesker. “På de to bud hviler hele loven og profeterne.”
(Se Matt 22,34-40; 5 Mos 6,5; 3 Mos 19,18 )

Det mest basale princip bag loven er altså kærlighed.
Så loven reflekterer Guds karakter, eftersom Gud er kærlighed. (1 Joh 4,8 )
Alle love og regler fra Gud udspringer af én grundlov: Kærlighed.

LOV -> love (LAW -> laws), ligesom SYND -> synder. Farisæerne kan kun læse det med småt, de forstår ikke SYND og LOV, de forstår kun ‘love’ og ‘synder’.

Lovene (som udspringer af LOV) er udtrykt i negationer (“Du må ikke…”)
Men det grundlæggende princip (LOV) er positivt: “Du skal elske…”
Når vi kun forstår lov (ikke LOV), så tænker vi kun i negationer:
Matt 12,43-45: En mand tømmer sit liv, men fylder det ikke med noget positivt.
Matt 19,16-30: Den rige mand var dygtig til “Du må ikke“, men ikke “Du skal“
Matt 18,21: Peter ville egentlig vide, hvornår han ikke behøvede tilgive længere.

“Like Peter, we are more comfortable with the negative than the positive. We want to know when we have fulfilled our quote of goodness so that we can relax and be our normal selves. The negative limits the scope of rightousness and makes it humanly manageable and achievable. Thus legalists of all stripes must of necessity focus on the thou-shalt-nots.”

Nogen tror at kærlighedsbuddet er en undskyldning for at undgå “du må ikke”-buddene, men i virkeligheden er “du må ikke”-buddene en undskyldning for ikke at holde kærlighedsbuddet. Det er lettere at lade være med at hade end at elske.

Moralsk bevidste mennesker er træt af kristendommen,
fordi de altid ser den i sin legalistiske form a la hvad man ikke må
i stedet for i sin moralske form a la hvad man bør gøre.
Jesus: “Deraf kan alle vide, at I er mine disciple:
hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,35)

“It is significant that Jesus never said that His disciples would be recognized because they kept the Sabbath, paid tithe, or took care of their health. Those items of conduct are important in Christian living, but they are not the core of Christian living.”

Kristent forhold til loven

Paulus gør aldrig op med loven, kun med den forkerte måde at bruge loven på.

Rom 6,18: “Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden (…) For ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges.” Jak 2,12: “I skal tale og handle som mennesker, der vil blive dømt efter frihedens lov.”

James Stewart siger, legalisme (lovisme) har tre kendetegn:
1. Man tror på forløsning gennem menneskelig indsats.
2. Man har fortjeneste for øje (“a mercenary spirit”)
3. Man er “glad” for negationer (“Du må ikke…”)

Richard Rice siger, legalisme er decideret naivt,
fordi det undervurderer synds omfang og magt over os. (Rom 3,9; 5,12)
Desuden kalder han det syndigt, fordi det grunder i stolthed. (Rom 3,27; 1 Kor 1,29)

Ef 2,8-10: “For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” Gal 2,21: “hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte”

Frelsen forandrer ikke loven, men forandrer vores forhold til loven.
Frelsen sætter os fri fra lovens fordømmelse af os (Rom 8,1)
og giver os den rigtige motivation til at leve efter loven.
Denne forandring demonstrerede Zakæus (Luk 19,1-10)

“The Christian’s relation to the law is what the Bible refers to as the new covenant experience. Jeremiah and the book of Hebrews tell us that the ideal spiritual experience takes place when God puts His laws into our minds and writes them on our hearts. [Jer 31,31-34; Hebr 8,10]“

Derfor skriver Paulus, at “I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.” (2 Kor 3,3) Dette ligger implicit i Jesu ord om, at “Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” (Joh 3,3)

“The new attitude to God’s law is a sign that one has been redeemed by God’s grace.”

“Hold jer fra utugt! Al anden synd, som et menneske begår, er uden for legemet, men den, der lever utugtigt, synder mod sit eget legeme.” (1 Kor 6,18 )

Utugt er ikke et særlig brugt ord i dag. I stedet bruger man éngangsknald eller det engelske one night stand, som betyder “sex uden forpligtelser”, dog uden samme negative ladning som utugt og hor og andre bibelske betegnelser. Hvad man kalder det er af mindre betydning, for effekten er den samme.

En britisk professor fra Durham University har forsket i fænomenet, og det viser sig, at kristendommens råd (eller lov) om, at sex hører til i ægteskabet, ikke er så ringe endda. Omtrent halvdelen af kvinderne indrømmede, at deres éngangsknald havde været en negativ oplevelse. Jeg vil være så arrogant at påstå, at følelsen her beskrevet ikke var kommet, hvis man havde ventet til ægteskabet:

»Det var ikke så meget oplevelsens korte varighed, der generede kvinderne, som følelse af, at manden ikke havde værdsat hende. Kvinderne følte, at denne mangel på taknemmelighed fra mandens side antydede, at det her gjorde hun nok med hvem-som-helst«, siger professor Anne Campbell.

Kilde: http://politiken.dk/videnskab/article529913.ece

Mens undersøgelsen undersøger, hvordan sex har oplevedes i en uforpligtet form, så svarer den ikke på, hvad engangsknald betyder for fremtidige forhold. Følgerne af engangsknald kan altså være endnu værre på lang sigt, end undersøgelsen afslører.

Flere andre undersøgelser viser, at det moderne vestlige samfund lider under en lav seksualmoral. Se fx også denne svenske artikel om, hvad det gør ved børnefamilier, at forældrene surfer internetpornografi.

The Pharisee’s Guide to Perfect Holiness:
A study of sin and salvation. (ISBN: 0-8163-1075-0)
by George R. Knight.

Chapter 2. Sin: Original and Not So Original

George Knight forklarer, at skal vi have nogen chance for at fatte det mindste af, hvad frelse betyder, så må vi nødvendigvis forstå, hvad synd går ud på. Dette er også Paulus’ tilgang til frelsen i Romerbrevet, hvor de første tre kapitler undersøger syndens dybde og omfang, hvorpå resten af brevet beskriver frelsens dimensioner.

Som beskrevet i kapitel 1, så betragtede farisæerne synd som konkrete lovbrud (gerninger), ikke som en menneskelig tilstand eller lidelse. Dette resulterede i en legalistisk tilgang til frelsen, der ikke just hjalp dem af med deres synd (tværtimod).

“It was the power of sin that the Pharisees underestimated. As a result, they thought that they could overcome sin through overcoming sins a, b and c. The problem central to that procedure is that after sins a, b and c have been “overcome,” the power of sin still remains, and we are still sinners. Nothing has been solved by our external tinkering, in spite of all the effort we may have expended.”

“Pharisees down through the ages have consistently underplayed what Paul calls the “power” of sin in human lives. Thus they have overestimated humanity’s ability to deal with the sin problem.”

Selv hedenske filosoffer og sekulære tænkere snakker om en endogen ondskab, der findes i det enkelte menneske, altså i alle enkelte mennesker. Knight siger, at selv folk, der ikke er kristne, konkluderer, at menneskeheden lider af “synd”.

Alle er syndige som følge af en “original synd”. (Rom 5,12; Jer 17,9; Ef 2,3; Rom 11,32; Sl 51,5) Da Adam blev skabt, lignede han Gud, som er syndfri. Men når vi bliver skabt, ligner vi vores fædre (og mødre) som er syndige. (1 Mos 5,1-3) Deraf kommer også termet ‘kødet’, som signalerer, vi har arvet synden i kraft af, at vi er lavet af Adams kød. (Joh 3,6; Rom 7,17; 8; Gal 5,24)

Som børn af Adam har vi skyld og en falden natur.
Den arvede skyld synes af og til benægtet i bibelen. (Ez 18,20; 5 Mos 24,16)
Synd er personlig. Synd gøres med vilje. (alle har en gudgivet sans for ret og forkert, og synd er at gøre det, som denne sans kalder forkert)
Derfor står enhver mand ansvarlig for sin egen synd.

Men skyld er også arveligt. (2 Mos 20,5; 34,7; 4 Mos 14,18; 5 Mos 5,9)
Dette forstås ved, at vi gør vores fædres synder til vores egne.

“By inheritance and example the sons become partakers of the father’s sin. Wrong tendencies, perverted appetites, and debased morals, as well as physical disease and degeneracy, are transmitted as a legacy from father to son, to the third and fourth generation.” (Ellen White, medstifter af Adventistkirken)

“The sins of fathers are only ruinous when sons make them their own.” (James Denney, skotsk presbyteriansk teolog, 1856-1917)

Selv om synd er universal (alle har synd), så er den ikke tilvalgt.
Vi har således syndet allerede før vi havde evnen til at vælge at lade være.
Vi fødes “bøjet” imod synd, “af natur vredens børn” (Ef 2,3).

Leonard Woods siger, at synd er lige så normalt som forstand og hukommelse. Afslører sig selv lige så snart, børn kan vise følelser. Skyldes ikke en forandring i barnets tilværelse (da der ikke sker nogen). Sker spontant og kan ikke forhindres.
Det er desuden 100% sikkert, at et barn, der endnu ikke har syndet, vil synde. Henry Ware brugte argumenter af samme natur til at argumentere for, at der også i ethvert barn er noget godt.

“[Ellen White] wrote that “a perception of right, a desire for goodness, exists in every heart. But against these principles there is struggling an antagonistic power.” For her, however, nature was favorable to evil rahter than goodness. In every person’s nature, she penned, there is “a bent to evil, a force which, unaided, he cannot resist.”"

“Whether we like it or not, recognize it or not, or confess it or not, every person has a “bent” to evil that needs correcting–even if that bent is thoroughly camouflaged by Christian pedigree and outward goodness.”

Resultater af den originale synd:

Fremmedgørelse [alienation] overfor Gud. (1 Mos 3,8-10)
Sociale implikationer, Adam gav Eva skylden for sin synd.
Personlige implikationer, Eva gav slangen skylden, undgik selv-kritik. (1 Mos 3,13)
Utallige bibelske beskrivelser af synds konsekvenser. (Jer 17,9; Tit 1,15; 2 Tim 3,1-5; 1 Mos 6,5; Rom 1,18-32) Ikke åndelige. (Rom 8,4-8 )

Og dét at man er vendt/bøjet/rettet imod synd.

“The “rudder” of human life, of course, is the will; that “power of decision, or of choice” that “is the governing power in the nature of man.” It was the all-important will that was “bent” toward evil at the fall. The essence of the effects of the original sin that has affected all generations since Adam is a fallen or misdirected will that is evidenced in daily life by the human tendency to choose the evil over the good. Thus, while there was a fall, there is also a continuous falling.”

Synd er kærlighed. Kærlighed til det forkerte. At elske noget i stedet for Gud.
Ligesom kærlighed til Gud, så er der tale om agape. (Luk 11,43; 2 Tim 4,10)

Overvejelserne omkring den originale synd er reflekteret i vores synder.
1 Mos 3,1: Der sås tvivl ved, hvad Gud har sagt.
1 Mos 3,2-4: Der sås tvivl ved, om Gud mener dét, han har sagt.
1 Mos 3,5-6: Der sås tvivl ved Guds motiver for at sige det.
1 Mos 3,6: På den baggrund spiste Eva frugten.

Påstand: Evas synd bestod ikke i at spise af frugten!
Spisningen af frugten var resultatet af synden.

“Out of her rebellious sin flowed sinful acts. The act was not the sin but the result of sin ruling her heart.”

George Knight skelner mellem SYND [engelsk: SIN] og synd(er) [sin(s)]. De fleste kristne, siger Knight, er udelukkende fokuserede på synd, altså tyveri, mord, bedrag, men ikke på den basale SYND, som disse synder udstrømmer fra.

Knight siger, at synd dækker mindst tre ting:
1) en tilstand af oprør, 2) et ødelagt forhold, 3) en slet handling.

1) Oprøret er ikke bare “dyrisk vildskab”, det er personligt og rettet mod Gud. (Es 1,2; 4; Hos 7,13; Rom 8,7) “Mod dig alene har jeg syndet,” skriver salmisten. (Sl 51,6) “For det, kødet vil, er fjendskab med Gud” (Rom 8,7) At være syndere er at være “Guds fjender” (Rom 5,10) Synd er brud på det første bud om at elske Gud af hele hjertet, altså et indre oprør (Matt 22,37; 2 Mos 20,3)

2) Synden er ødelagte forhold. Ved syndefaldet var alle forhold ødelagt (Gud – Adam – Eva (- Slangen)). Esajas siger til Israel: “det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer.” (Es 59,2) En ikke-omvendt person er “fremmed” for Gud. (Kol 1,21)

“Because the Bible defines sin in reference to God, sin is a relational concept. There are only two ways of relating to God. We can say Yes to His will or No to that will. There are no other options. [...] If sin is a broken relationship to God, then righteousness and faith will of necessity center on a reconciliation of that relationship.”

3) Alle konkrete synder (lovbrud) udspringer af dette indre oprør i hjertet. (Matt 15,18-19; Mark 7,20-23; Matt 12,34-35; Matt 7,17-18; Jak 3,11)

“Brunner catches that biblical insight when he points out that the Bible views the heart as “the organ of the whole personality”. Sin has its seat in the twisted heart of mainkind. The heart “is the Headquarters of the General Staff, … it is the summit of the personality, the Self, which rebels against the Lord.”

Derfor er omvendelse at modtage et nyt hjerte. (Ez 11,19; 18,31; Ef 3,17)

Synder (handlinger) er altså blot et symptom på det dybere liggende problem.
At fikse symptomerne kurerer på ingen måde sygdommen.

Farisæerne så synderne, men ikke det indre oprør. (se Kapitel 1)
Kirken på Luthers tid addresserede tanker, ord og handlinger, men ikke SYND.

“God is in the business of saving people, not in merely polishing up their surfaces.”

Andre aspekter af synd

Synd er ikke fristelse. Jesus blev fristet, men syndede ikke. (Hebr 4,15)

“Sin takes place when I recognize the temptation for what it is, decide to continue to dwell and/or act on it, and in effect tell God to “scram” for the time being.”

Synd er også at være passiv, når man bør handle.
Ved Verdensdommen skal folk dømmes for, hvad de ikke gjorde. (Matt 25,31-46)

“My point is that we can leave off doing “bad” things while still being essentially selfish and mean. [...] not doing things can generally be accomplished by willpower, whereas “genuinely” caring for your enemy takes the total transforming power of the Holy Spirit. [...] The real question is not whether we hate God, but whether we love Him and His created children more than we love our “selves.”"

Der er forskel på synder. Alle synder er lovbrud og peger på en indre syndighed (SYND), men ikke desto mindre er stolthed og selviskhed værre end fx fuldskab. Derfor var der forskel på strafferammerne for synd i nationen Israel (3 Mos).

Når synd regnes kvantitativt (antallet af konkrete synder / lidenskaber),
kan man let få falske indtryk af fremskridt (hvilket kan virke tiltalende).

Om “ubevidst synd” og at synde “med vilje”

Både Jakob og Paulus definerer synd i forhold til menneskelig indsigt.

“Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.” (Jak 4,17) = “Den, der ikke ved, hvad der er det rette, og gør det, er ikke en synder.”

“For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.” (Rom 3,20), hvoraf man må slutte, at “hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse” (Rom 4,15)
Og “skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde” (1 Tim 1,13)
“Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.” (v15, konkluderet på baggrund af hans fortid i uvidenhed)
“Hvem lægger mærke til uforsætlige synder? Rens mig for skjulte synder!” (Sl 19,13)

Moseloven tog højde for “uforsætlige synder” (3 Mos 3,2.13.22.27).
Selv “uforsætlige synder” har dog en grad af bevidst ulydighed i sig.
Grænsen mellem overlagt oprør og fejltagelser i hverdagen er ofte uklar.
Offersystemet i Det Gamle Testamente tog højde for alle synder, pånær:

“openly presumptuous sins that people refused to repent of and/or stop committing. Such persons had no hope in either the Old Testament [4 Mos 15,30] or in the New. [Hebr 10,26]“

George Knight uddyber John Wesleys syn på sagen, derefter Ellen Whites (som er ekstra interessant for mig selv som adventist):

“While Ellen White did not use Wesley’s terminology, she had the same concepts. “If one who daily communes with God errs from the path,” she penned, ” … it is not because he sins willfully; for when he sees his mistake, he turns again, and fastens his eyes upon Jesus, and the fact that he has erred, does not make him less dear to the heart of God.” Again, Ellen White wrote, “To be led into sin unawares–not intending to sin … is very different from the one who plans and deliberately enters into temptation and plans out a course of sin.”

Desuden:

“The point to note in this section is that the Bible writers, Ellen White, and theologians such as Wesley refer to improper sins as sins rather than merely as evil. Beyond that, it is important to note that both the atoning death of Christ and the Old Testament system cover both willful sins and sins of ignorance.” (Understregede uddybes i kapitel 7-9)

(Mellem linjerne forsøger Knight formodentlig at kommunikere, at ikke hver synd skal bekendes – men synden i os (som alle synder kommer fra) skal bekendes.)

Jeg tager noter til mig selv, men der er ingen grund til ikke at dele disse. På den måde kan wordpress også tjene som en slags back-up for mig.

The Pharisee’s Guide to Perfect Holiness:
A study of sin and salvation. (ISBN: 0-8163-1075-0)
by George R. Knight.

Preface: A Word to the Reader

“The book’s undergirding thesis is that different definitions of sin lead to varying approaches to “achieving” righteousness.”

Dette giver egentlig god mening. Vores løsninger stemmer som regel overens med vores forståelse af problemet. Så hvis synd er én dårlig gerning, så er løsningen på synd enten ikke at gøre det eller at gøre det modsatte for at veje op for den.

Det betyder også, at vi ganske åbenlyst taler forbi hinanden, når vi bliver ved med at diskutere løsninger på det problem, vi antager, vi er enige om.

“One thing especially surprised me during my study for this book, and that was the amount of agreement between Christians of various backgrounds on the essential elements of what God does for and in people in His great salvific work. Even Adventists of apparently opposite postures were generally in agreement when pushed to be specific by the “hard questions” of theory and life.”

Jeg skal ikke kunne sige, om uenigheden i Adventistkirken er større end i mange andre trossamfund omkring dette, men jeg mærker tydeligt et skel i min egen omgangskreds, hvor nogen faktisk mener, man kan “holde op” med at synde. Officielt møder de ikke opbakning fra kirken, men deres antal skal ikke undervurderes.

Men graver vi dybt nok, kan vi alligevel finde et fælles grundlag, vil Knight altså påstå.

Chapter 1. Pharisees Are Good People.

Titlen på dette kapitel er ikke ironisk. Knight starter med at rose farisæerne og give lidt baggrund. Den jødiske bevægelse (på engelsk kaldet sekt) startede efter jøderne kom tilbage fra Babylon, og der vågnede en oprigtig vilje til ikke at forlade Gud igen, sådan som det var sket i fortiden. Knight kunne evt. have henvist til Daniel 9.

Så initiativet, der startede farisærismen, var sådan set godt ifølge Knight.

De elskede, beskyttede og respekterede Skrifterne. De elskede loven og for ikke at bryde den lavede de ekstra regler, så de ikke engang kom tæt på at bryde den, altså for helt at undgå fristelse. Dette var også i sig selv en prisværdig indsats. Knight roser også farisæerne for at sætte gode eksempler for resten af folket med en interesse i også at lede dem ind på rette spor og holde Guds lov. Desuden roser han dem for at have Messias’ komme for øje.

“The Pharisees sought to pave the way for the coming of the Christ through godly living. Their motivations were praiseworthy in every way.”

(Er dette ikke også visse adventisters motivation for at holde loven? Altså at Jesus vil komme hurtigere igen, hvis vi bliver “pletfrie”?)

Når alt det positive er sagt, går Knight videre til det dårlige:

“The central problem in the [...] approach to God and salvation was an inadequate view of sin and its effect on human ability. [...] sin came to be viewed generally as a specific act rather than as a condition of the heart and mind.”

Her lægges vist grunden til det kapitel 2 om, hvad synd egentlig er.

Hos farisæerne var synd først og fremmest konkrete handlinger, og “arvesynden” (hvad end vi lægger i denne) havde stort set ingen betydning. Man anerkendte, at alle mennesker har en tendens til at synde, men denne tendens blev bagatelliseret ved, at man sagde, Adam havde samme tendens, allerede før han syndede – altså at den var medskabt.

En anden forståelse, der nok er meget forskellig fra nutidig kristnes syn på synden, er, at “retfærdig” ikke er ham, som aldrig nogensinde synder. Man er “retfærdig”, hvis ens gode gerninger vejer tungere end ens onde gerninger. Hvis du har gjort mere godt end ondt, så kendes du retfærdigt, ville de sige.

“The Jewish Mishnah puts it nicely when it says, “The world is judged by grace, yet all is according to the excess of works [that be good or evil].”
The Talmud later presented the same thought: “One who performs mostly good deeds inherits the Garden of Eden, and one who performs mostly transgressions inherits Gehenna [hell].”

Stolthed blev et stort problem for farisæerne, ikke fordi det i sig selv nødvendigvis er et problem at regne sig for god, men fordi man typisk regner sig for god i forhold til andre. Man kommer derfor også til at hade andre for deres overtrædelser.

(Dette ses måske tydeligst i Jesu lignelse i Lukas 18,9-14, hvor manden siger: “Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér.”)

Som sagt startede farisæerne også en mundtlig tradition af regler i tillæg til den skriftlige, de havde arvet fra Moses. De nye regler skulle sikre, at man ikke brød de inspirerede. Desværre blev de blandet sammen, så på Jesu tid havde man 1.521 regler om, hvordan man skulle sikre sig, at man holdt sabbatten, men et brud på en af disse regler blev efterhånden sat lig et brud på sabbatten. Farisæerne beskyttede lovens bogstaver, men dræbte dens ånd – endda helt bogstaveligt, da de fik Jesus (som prædikede lovens ånd) korsfæstet.

Hvad George Knight skriver om M. L. Andreasen og adventismen:

På et tidspunkt i kapitlet sammenligner George Knight farisæernes opfattelse af synd med en adventistteologs opfattelse i 1930′erne og 40′erne, nemlig M. L. Andreasen. Han citerer ham også, og jeg tillader mig at gøre det samme (så alt hvad du ser nu er fra M. L. Andreasen, ikke Knight):

“”Every victory hastens the process. There are few Christians who have not gained the victory over some sin that formerly … overcame them.”"

“On that point he is sanctified. As he has been victorious over one besetment, so he is to become victorious over every sin. When the work is complethed, when he has gained the victory over pride, ambition, love of the world–over all evil–he is ready for translation. He has been tried in all points. The evil one has come to him and found nothing. Satan has no more temptations for him. He has overcome them all. He stands without fault before the throne of God. Christ places His seal upon him…”

“Thus it shall be with the last generation of men living on the earth. Through them God’s final demonstration of what He can do with humanity will be given… [The final generation] will be subjected to every temptation, but they will not yield. They will demonstrate that it is possible to live without sin–the very demonstration for which the world has been looking…. It will become evident to all that the gospel really can save to the uttermost.”

Alle de understregede termer viser, at Andreasen opfattede synd konkret (ligesom farisæerne gjorde), og det sidste citat beskriver “den sidste generation” som Guds bevis på, at man kan leve uden synd.

Knight bemærker, at disse citater er blandt de vigtigste i hele forståelsen af adventisternes opfattelse af synd og helliggørelse i det 20. århundrede. Han bemærker, at han også tror på en “pletfri” generation, sådan som der står skrevet i Åbenbaringen 14,5: “de er uden fejl”. Men han bemærker (igen), at det er tilgangen til synd, der deler vandene.

(Samme tilgang til begrebet synd har flere af mine studiekammerater for øvrigt, selv om den ikke nyder speciel opbakning fra det adventistuniversitet, vi studerer på, i hvert fald har flere af mine lærere udfordret denne position)