Vil du se GUD?

Af og til får nogle populære lovsange mig til at stoppe op et sekund og spekulere lidt på, om jeg egentlig burde synge. På den ene side kan jeg godt lide bare at lade mig rive med af musikken og stemningen og bare tænke på alt det, Gud nu har gjort for mig. På den anden side er jeg ikke så vild med ideen om at lægge hjernen helt på hylden, og det jeg synger skal da også helst give lidt mening, bare lidt.

En sang der på et tidspunkt fik mig til at spekulere var denne:

Open the eyes of my heart, Lord,
Open the eyes of my heart
I want to see you
I want to see you

Meget simpel sang. Mange synger gerne “I want to see you” med lukkede øjne. Det må være, fordi det er “hjertets øjne”, man prøver at se med. Jeg skal heller ikke udelukke, jeg selv har gjort det og vil gøre det igen.

Dybest set er det “at ville se Gud” dog et interessant ønske. Der er sikkert mange udover mig, der på et eller andet tidspunkt har tænkt, at hvis vi så bare fik ham at se, så ville al tvivl forsvinde, og troen altid stå fast. Faktum er dog, at vi så bare i stedet ville begynde at tvivle på, om vi nu også kunne stole på det, vi havde set. Og et helt andet aspekt er, at Satan har set Guds herlighed flere gange end noget menneske, og hans forhold til Gud er ikke just misundelsesværdigt.

Det er ikke alle kristne, der er lige ivrige efter at se Gud. Nogen ville være tilfredse med at få hans telefonnummer eller e-mailadresse, blive venner med ham på Facebook og tilføje en besked på hans “funwall”, måske “prikke” til ham? Mange vælgere prikkede til Fogh, Thorning og Søvndal under valgkampen i efteråret, og det virkede. Pludselig var politikerne kommet ned på vælgerniveau fra højeste sted.

En ting, der ofte slår mig, når jeg åbner i bibelen, er hvordan menneskene sjældent var særlig glade, når Gud endelig åbenbarede sig for dem. Sammenlignet med den overophedede begejstring, der kan fylde karismatiske kirker, når de mærker “Hans herlighed”, så var folkene på bibelens tid(er) temmelig meget imod at opleve Gud på nært hold. For dem var det “at se Gud” lig med døden.

Du ser det helt tilbage i begyndelsen af Det Gamle Testamente, hvordan det at have set Gud forbindes med døden. Tjek 1 Mos 16. Hagar blev behandlet skidt af sin misundelige ejer, Saraj, og hun løb ud i ørkenen. “Herrens engel” mødte hende og sagde, hun skulle blive med barn – det skulle ikke undre mig, om dette er, hvad engle har på hjertet i 90% af deres møder med kvinder – og derpå kaldte man brønden på det sted Be’er-Lahaj-Ro’i. Begrundelsen var, at Saraj angiveligt var benovet over at se Gud og være forblevet i live, sådan fremgår det i hvert fald af nogen oversættelser.

Vi tager lige en historie mere. Tjek Dom 13. Herrens engel kommer til Manoa, og gæt hvad han har at sige til hende. Hun hører om barnet, senere får hendes mand det bekræftet af samme engel.

Mens Manoa og hans kone så på det, v20 slog flammen op fra alteret. Herrens engel steg op til himlen i flammen, mens Manoa og hans kone så på det, og de kastede sig til jorden; v21 (…) Da forstod Manoa, at det var Herrens engel, v22  og han sagde til sin kone: »Nu skal vi dø, for vi har set Gud!« v23 Men hans kone sagde til ham: »Hvis Herren havde besluttet, at vi skulle dø, ville han ikke have taget imod vores brændoffer og afgrødeoffer eller ladet os se og høre alt dette.« (min understregning)

Tidligere i samme bog (Dom 6) havde Gideon en lignende oplevelse:

v22  Så forstod Gideon, at det var Herrens engel, og han sagde: »Ak, Gud Herre, nu har jeg set Herrens engel ansigt til ansigt!« v23  Men Herren sagde til ham: »Fred være med dig! Vær ikke bange, du skal ikke dø!«

Jeg har ikke lavet grundig exegese på nogen af disse passager, og jeg har endnu ikke adgang til det hebraiske (eller det har jeg faktisk, på biblioteket, men jeg har ikke meget gavn af det, da jeg ikke har lært sproget endnu). Men det står klart, at efter Adam og Eva blev smidt ud af Edens have, var det noget helt usædvanligt, hvis Gud viste sig. Ligesom det står klart, at hans ansigt er skjult for os i dag.

Guds herlighed er af en karakter, det syndige menneske – ja, selv det gudfrygtige, syndige menneske – ikke kan tackle. Skulle Gud vise sig for dig, så ville han nok kun vise dig skyggen af sin herlighed, måske nøjes med at sende en engel, som han gjorde i disse historier. Men selv da ville du blive grebet af frygt for det, som er så meget større og stærkere og – frem for alt – helligere end dig selv.

Alligevel står der hver lørdag/søndag (og sikkert også andre dage) en masse syngende og jublende mennesker og håber på at se Gud, som han virkelig er i al sin kraft og vælde. Den dag kommer, da vi nok skal få lov til dette, men vi er vist ikke helt klar endnu?